Kl. 14.53 fik politiet via alarm 112 melding om, at der var sendt en ambulance til Vestmotorvejen ved Ringsted, hvor en kvindelig bilist var standset på kørebanen i forbindelse med et ildebefindende.
Politiet fik klarlagt, at en 23-årig kvindelig bilist fra den københavnske vestegn havde fået et ildebefindende og var standset på motorvejen tæt på en rasteplads. Tililende bilister var kommet hende til hjælp, da hun ikke havde været kontaktbar i en aflåst bil.
En handlekraftig, 29-årig mand fra Bjæverskov havde knust en bilrude for at kunne hjælpe kvinden, der i en tilkaldt ambulance blev kørt til kontrol på skadestuen.
Motorvejens ene vognbane var kortvarigt afspærret i forbindelse med oprydning og rengøring på stedet, og politiet fik kvindens bil kørt ind på en nærliggende rasteplads. Politiet foretog sig herefter ikke yderligere i sagen.