Midt- og Vestsjællands Politi: Nyt fra Bjæverskov - mandag den 22. juni

dato

Bjæverskov er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Weekendens anmeldelser vedrørende:

               

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Industrivej, Roskilde
Solvænget, Jyderup

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Solvænget, Tureby
Ørslev Gade, Ørslev, Ringsted
Dohns Alle, Greve
Falstersvej, Hastrup, Køge
Læstedet, Greve
Auroravej, Holbæk
Stjernedalen, Holbæk (2 steder)
Ravelinen, Ringsted (2 steder)
Heibergs Have, Holbæk (2 steder)
Gymnasievej, Køge

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ellinge Skovvej, Ellinge Lyng, Højby
Nørrevangsvej, Rørvig
Langesøvej, Rørvig
Lang Agre, Fårevejle

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Farendløsevej, Nordrup, Ringsted
Herredsåsen, Kalundborg
Vollerslevvej, Bjæverskov


Fredag – lørdag:


Brand i bygning – Tingstedet, Sæby, Kirke-Hyllinge – Lejre

Kl. 09.39 var der udbrudt brand i en bygning, så brandvæsnet og politiet rykkede ud. Der viste sig at være brand i en ældre bygning med stålplader over et ældre stråtag. Alle tilstedeværende var blevet evakueret, så brandvæsnet kunne koncentrere sig om selve brandslukning. Efter ca. en time kunne efterslutningen begynde efter branden, der ifølge oplysninger til politiet og brandvæsnet var opstået efter et lynnedslag. Ingen personer kom til skade ved branden.

Narkokørsel – bil beslaglagt – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Kl. 12.53 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 32-årig mand fra Roskilde for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han i øvrigt ikke måtte være fører af, fordi politiet i foråret 2019 havde inddraget hans førerret. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og samtidig gjort bekendt med, at han efter flere sager om både kørsel uden førerret og narkokørsel fik beslaglagt sin personbil med henblik på senere konfiskation. Han vil derfor blive indkaldt til et restmøde, når sagerne og spørgsmålet om endelig konfiskation skal afgøres.

Maritim kontrol – Holbæk fjord / Isefjorden – Holbæk / Odsherred

Særligt uddannet personale fra Midt- og Vestsjællands Politi foretog fredag eftermiddag en maritim kontrol på Holbæk fjord, Inderbredningen, Vestre og Østre Løb om Orø samt i Isefjorden. Kontrollen kom til at omfatte i alt 26 fartøjer i form af 24 sejl- og motorbåde, en kajak og en robåd. Det blev kun til en enkelt sag om manglende redningsvest i forbindelse med kontrollen, der foregik i tidsrummet kl. ca. 13.00-18.40 i det forholdsvist stille vejr, men med udsigt til dårligere vejr i timerne forude. Den sigtede kan forvente sagen afgjort med en bøde. 

Brandundersøgelse – Hundige Havn, Greve 

Kl. 20.37 var der udbrudt brand i en båd i Hundige Havn, så brandvæsnet og politiet rykkede ud. Brandvæsnet var hurtigt i gang med brandslukning i den båd, hvor branden var opstået af ukendt årsag. Branden var dog så kraftigt, at den bredte sig til i alt to både på hver sin side af den brændende båd. Røgen fra branden slog ned i området, så politiet måtte bede tilstedeværende tilskuere om at flytte sig længere væk af sundhedsmæssige årsager. Alle tre både udbrændte, så politiet skal undersøge arnestedet i den midterste båd i et forsøg på at finde brandårsagen. Det besværliggøres dog af, at båden er porøs og ustabil på grund af brandskaderne. Ingen kom til skade ved branden i bådene.


Lørdag – søndag:


Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Greve

Kl. 06.48 lørdag morgen rykkede politiet ud til et færdselsuheld, hvor flere personer var flygtet fra et køretøj, der var involveret i uheldet. Det viste sig, at uheldet var sket i det nordgående spor på motorvejen tæt ved Greve S-afkørslen. En 30-årig mand kørte i en varebil i nordgående retning, da han pludselig blev ramt af en bagfra kommende personbil, som ramte på venstre side af bagkofangeren. Begge parter standsede i nødsporet, hvorefter tre-fire personer fra personbilen tog flugten i østlig retning. Der var tale om en dansk bil, som politiet fik transporteret ind til nærmere undersøgelse. Ved en foreløbig ransagning havde politiet både fundet lidt skunk og værktøj, der kunne bruges til f.eks. indbrud. Undersøgelsen har også til formål at få identificeret føreren ud fra de spor, som politiet måtte finde i køretøjet. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet.

Løsrevet båd – Ebbeløkke strand, Nykøbing Sj. – Odsherred

Kl. 10.08 fik politiet en henvendelse fra bekymrede badegæster, der havde fundet en båd, der lå med bunden i vejret ca. 15 meter fra kysten på ca. en meters dybde. Der var ikke umiddelbart nogen personer at se. Politiet kørte til stedet og fik kontrolleret båden, hvor der ikke var noget nødstedte eller tilskadekomne personer i eller ved. Båden blev trukket på land, idet politiet formodede, at båden formentlig på grund af forhøjet vandstand tidligere måtte have revet sig løs fra en bøje lidt ud fra kysten. Politiet fandt ikke grundlag for at foretage yderligere i sagen.

Narkokørsel i stjålet bil – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Kl. 11.30 ville politiet kontrollere en personbil og dens fører i forbindelse med kørsel ad motorvejen i nordgående retning. Føreren af personbil ønskede dog ikke at standse og kørte via motorvejens af- og tilkørsel 31a af og kort efter på motorvejen igen med høj hastighed i et forsøg på at køre fra politiet. Bilisten fortsatte videre ad motorvejen i nordlig retning, så Københavns Vestegns politi blev underrettet om sagen. Patruljer herfra fulgte efter bilisten, der kl. 11.44 blev standset udramatisk og anholdt på Ballerup Boulevard i Ballerup. Der var tale om en 32-årig mand fra Slagelse, som var frakendt kørekortet, og som kunne mistænkes for at være påvirket af narkotika under kørslen. Personbilen, han kørte i, var meldt stjålet fra en autoforhandler i Køge, som også havde fået stjålet et par nummerplader, der sad på den 38-åriges bil. Den 38-årige var i øvrigt efterlyst som udeblevet fra afsoning af en frihedsstraf, hvilket ifølge ham selv var årsagen til den hensynsløse kørsel. Efter afsluttet sagsbehandling blev han overgivet til Kriminalforsorgen til afsoning.

Løs jolle – Toldbodvej, Rørvig – Odsherred

Kl. 17.33 så en opmærksom borger en jolle drive i østlig retning fra Rørvig. Der var ingen personer i båden, hvorfor borgeren slog alarm. Forsvaret iværksatte en redningsindsats og sendte en båd til kontrol, hvor det viste sig, at jollen formentlig havde revet sig løs fra en fortøjning. Der var ingen tegn på, at nogen var i nød, så undersøgelserne stoppede.

Anmeldelse om skud – Karlemosevej, Køge

Kl. 22.20 anmeldte en jæger med bopæl i området, at der på stien bag bebyggelsen havde lydt noget, der kunne minde om et skud. En motorcykelbetjent havde tilfældigt været i området og også hørt lyden, der mindede om fyrværkeri. En patrulje kørte dog efterfølgende til området, men fandt ikke tegn på andet, end at der var tale om formentlig fyrværkeri. Politiet traf ikke nogen sårede eller andre, der havde været udsat for noget personfarligt i området.

Anmeldelse om nødraket – Holbæk fjord – Holbæk

Kl. 22.41 fik politiet og Forsvaret et par anmeldelser om en nødraket, der var sket enten over Holbæk fjord eller inde over land på den sydlige side af fjorden. Politiet iværksatte sammen med en redningshelikopter fra Forsvaret og en båd fra det lokale redningsberedskab en eftersøgning i området, men ingen af myndighederne fandt nogen personer i nød hverken til vands eller til lands. Eftersøgningen blev afsluttet kl. ca. 23.35 uden at myndighederne fik kontakt til nogen, der havde været i fare.
En nødraket vil automatisk medføre en større indsats fra myndighedernes side ud fra en betragtning om, at der er tale om et nødsignal fra personer i nød. Såfremt en nødraket måtte blive affyret uden grund, vil den, der i givet fald vil være ansvarlig, kunne imødese et større erstatningskrav for de omkostninger, som myndighederne har brugt på en eftersøgning. Derfor opfordrer politiet kun til brug af nødraketter i tilfælde af konkrete faresituationer, idet misbrug af nødraketter  også kan være strafbart.

Færdselsuheld – Tåstrupvej, Karlslunde – Solrød

Kl. 22.53 fik politiet en anmeldelse om, at en bil var forulykket i en rundkørsel, hvor bilen havde påkørt en lygtepæl fire-fem meter inde i rundkørslen. Et vidne kunne til førstankomne politipatrulje fortælle, at den mandlige fører havde forsøgt at sløre, at han var føreren, fordi manden efter uheldet var kravlet over på passagersædet. Politiet kunne med baggrund i den oplysning foretage anholdelse af en spiritus- og narkotikapåvirket, 26-årig mand fra Karlslunde. Han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer inden løsladelsen senere på natten. Uheldet var så voldsomt, at begge airbags i bilen var blevet udløst, men ingen kom til skade.


Søndag – mandag:


Butikstyveri – Stenhusvej, Holbæk

Kl. 13.25 kørte politiet til en elektronikvirksomhed, hvor en udenlandsk mand var tilbageholdt som mistænkt for at have begået butikstyveri i forretningen. Politiet fik kontakt til en 45-årig mand fra Litauen, som blev anholdt og sigtet for butikstyveri. Personalet havde bemærket, at han havde puttet en powerbank til en værdi af 679 kr. i sin lomme og konfronteret ham hermed. Litaueren havde herefter smidt powerbanken fra sig, men blev tilbageholdt indtil politiets ankomst. Litaueren blev sigtet for tyveri af powerbanken og fik afgjort sin sag straks med en bøde, inden han blev løsladt sidst på eftermiddagen efter afsluttet sagsbehandling.

Mistænkelig mand var efterlyst – Hundige Strandvej, Greve

Kl. 14.00 fik politiet en anmeldelse om en mand, der sad i en bil ved Hundige Havn. Ifølge anmeldelsen havde han en blufærdighedskrænkende adfærd inde i bilen, der holdt på en parkeringsplads, hvor bl.a. børn løb rundt. Politiet kørte til området og fandt både bilen og manden. Der var tale om en 37-årig mand fra Skovlunde, men med oprindelse i et andet EU-land, hvorfra han gennem Interpol var efterlyst til afsoning af en frihedsstraf. Politiet foretog derfor anholdelse af manden, som fortsat er i politiets varetægt og skal fremstilles i et grundlovsforhør i forhold til udlevering til sit hjemland til afsoning af frihedsstraffen. Den 37-årige blev ikke sigtet for noget i relation til sin adfærd, som var grundlag for anmeldelsen til politiet.

Målrettet færdselskontrol – Odsherred

Færdselspolitiet fra Midt- og Vestsjællands Politi foretog søndag eftermiddag og aften i tidsrummet kl. 16.00-22.00 en målrettet færdselskontrol i Odsherred primært i og omkring Nykøbing Sj. Kontrollen var målrettet kontrol af trafikanter i forhold til spirituskørsel, men også andre overtrædelser, der måtte blive konstateret, skred færdselspolitiet ind overfor. I alt 45 køretøjer blev kontrolleret, hvilket resulterede i, at 10 personer blev sigtet for følgende overtrædelser: fem sager om hastighedsovertrædelser, tre havde ikke erhvervet sig et kørekort og én havde førerret, men ikke til det køretøj, som vedkommende var fører af, én sag om narkokørsel, én sag om manglende forsikring på køretøjet, én sag om overtrædelse af registreringsbekendtgørelsen samt to andre overtrædelser af færdselsloven. Alle 10 sigtede trafikanter kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, som i de fem sager om hastighedsovertrædelserne ud over bøden også vil nedlægge påstand om et klip i kørekortet.

Uro og uorden – Ladegårdsparken / Vang-kvarteret, Holbæk

Kl. 17.24 fik politiet den første anmeldelse om uro og uorden i beboelsesområdet Ladegårdsparken Øst, idet op mod 40 personer var forsamlet i området og måske ville indlade sig i slagsmål. Politiet rykkede ud i området med flere patruljer, som kunne konstatere, at flere personer stak af ved politiets ankomst.
Kort efter fik politiet yderligere anmeldelser om skudafgivelser i området, men patruljerne, der var til stede, kunne hverken se eller høre noget i den anledning. Der kunne måske være tale om affyring af fyrværkeri (”bomberør”), som ifølge nogle af de personer, som politiet traf, måske var rettet mod dem. Politiet var til stede i området frem til kl. ca. 19.00, hvor der var faldet ro på området.
Kl. 19.59 indløb en ny anmeldelse om en større forsamling af personer i boligområdet Ladegårdsparken Øst. Politipatruljer kørte til området og kunne konstatere, at alle forholdt sig rolige. Der var tale om nogle af de personer, som politiet havde kontrolleret i forbindelse med den første anmeldelse om uro i boligområdet.
Kl. 21.53 fik politiet en ny anmeldelse om, at der var uro i området Ladegårdsparken Øst, idet nogle unge var maskerede og løb rundt med mindre pinde. Anmeldelsen medførte endnu en politimæssig udrykning til området.
Kl. 23.04 indløb endnu en anmeldelse om uro i Holbæk, men denne gang i området ved Agervang, hvor der skulle være masseslagsmål. Politiet kørte til området også denne gang med flere patruljer, der kort efter kunne konstatere, at der var roligt i Agervang-området. 
Politiet foretog dog med baggrund i de indkomne anmeldelser kontrol af personer og køretøjer i området, hvilket bevirkede, at en 26-årig mand fra Sverige blev anholdt kort efter midnat som mistænkt for overtrædelse af våbenlovgivningen. Hans svenske personbil beslaglagde politiet til nærmere undersøgelse i den anledning. Den anholdte er mandag formiddag fortsat i politiets varetægt, indtil politiet og anklagemyndigheden finder ud af, hvad der skal ske med ham.
Politiet kan efter udrykningerne til boligområderne i løbet af søndag aften konstatere, at ingen ofre er blevet fundet efter vold eller anden personfarlig kriminalitet, og eneste anholdte er indtil videre den 26-årige, svenske mand. Hvad der er den konkrete årsag til uroen og balladen i områderne, vil politiet i samarbejde med andre interessenter forsøge at få klarlagt. I boligområderne fandt politiet nogle få effekter, der kan være omfattet af våbenlovgivningens bestemmelser om slagvåben, efterladt. Effekterne har politiet beslaglagt til en nærmere undersøgelse i et forsøg på at finde frem til personer, der har været i besiddelse af disse. Politiet vil den nærmeste fremtid have fokus på området, hvor politiet vil foretage tryghedsskabende patruljering med baggrund i søndagens anmeldelser.

Uro og uorden – Asnæs – Odsherred

Kl. 21.00 fik politiet en anmeldelse om, at unge mennesker støjede meget i området omkring Asnæscentret og Esterhøjvej, ligesom biler og knallerter kørte ræs i området også.
Kl. 21.04 fik politiet så en anmeldelse om, at der i samme område skulle være optræk til slagsmål, idet flere personer skulle tage effekter ud af nogle bilerne og måske ville bruge dem til noget alvorligt. Et par patruljer kørte til området, og de kunne efterfølgende konstatere, at der ikke var uro i området hverken som overfald eller uhensigtsmæssig kørsel med køretøjer. Ingen havde lidt fysisk overlast, men politiet forblev i området i tryghedsskabende øjemed frem til efter middag. Også i den nærmeste fremtid vil politiet have fokus på Asnæs-området og foretage mere tryghedsskabende patruljering i Odsherred.

Tyveri fra genbrugsplads – Pilebækvej, Bjæverskov – Køge

Kl. 20.14 anmeldte en opmærksom, 29-årig mand fra Bjæverskov, at han undrede sig over, at to mænd gik rundt på genbrugspladsens område ved elektronikafdelingen. Samtidig holdt en bil med åben bagagerumsklap på vejen udenfor. Ved politiets ankomst til stedet var der ingen personer, hvis signalement passede på de to mænd, men bilen holdt stadig på stedet. Politiet fik kontakt til et vidne, som oplyste, at to mænd gemte sig i området. En hundepatrulje fandt frem til de to mænd, som begge blev anholdt som mistænkte for tyveri fra genbrugspladsen. Der var tale om en 34-årig mand fra Hårlev og en 38-årig mand fra Køge. Den ene var i besiddelse af en bilnøgle, der passede til bilen med den åbne bagagerumsklap, så de blev begge sigtet for tyveri af diverse elektronik fra genbrugspladsen. Begge nægtede kendskab hertil, og de blev begge løsladt efter afhøring til sagen. Politiet vil dog senere kontakte dem, når sagen skal afgøres.

Færdselsuheld / narkokørsel mv. – Fugledevej, Store-Fuglede – Kalundborg

Kl. 20.17 ville politiet kontrollere en motorcyklist, der kørte ad Hovedgaden i Ubby med meget højere hastighed end tilladt. Politiet fulgte efter motorcyklen et kort stykke vej, men stoppede forfølgelsen af sikkerhedsmæssige årsager, hvorefter motorcyklisten fandt ud af syne ad Fugledevej. Patruljen fortsatte også sin kørsel videre ad Fugledevej og fandt kort efter motorcyklisten forulykket i en svag venstrekurve, hvor motorcyklisten havde ramt et autoværn og nu lå på vejen. Føreren var en 38-årig mand fra Jerslev Sj., som i en tilkaldt ambulance blev bragt til skadestuen i Holbæk til kontrol. Den 38-årige var i forvejen frakendt kørekortet og måtte derfor ikke køre motorcykel, ligesom politiet mistænkte ham for at være påvirket af narkotika under kørslen. Det blev bekræftet af fund af ca. 4½ gram hash på ham, så den 38-årige fik på skadestuen udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer i blodet. Han var sluppet fra uheldet uden behandlingskrævende skader, men kun med diverse knubs. Motorcyklen tog politiet sig af til nærmere undersøgelse af ejerforholdene, idet dens nummerplade var afmeldt hos Motorstyrelsen helt tilbage i 2011. Den 38-årige vil derfor senere høre nærmere fra politiet efter undersøgelserne af motorcyklen, og når blodprøven er blevet analyseret.

Narkokørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Kalundborgvej, Holbæk

Kl. 00.50 anholdt og sigtede politiet en 31-årig mand fra Søborg for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han i forvejen ikke måtte være fører af, fordi han var frakendt kørekortet. Den 31-årige ønskede ikke at deltage i en narkometertest og fik derfor straks udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Da politiet kunne konstatere, at nattens kørsel i frakendelsestiden var sket mere end tre gange tidligere inden for de seneste tre år, beslaglagde politiet hans personbil med henblik på senere konfiskation. Den beslutning var den 31-årige ikke enig i, så den disposition fra politiets side skal en dommer nu kigge nærmere på. Den 31-årige blev løsladt efter endt efterforskning i sagen og kan forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Brandundersøgelse – Lidemarksvej, Bjæverskov – Køge

Kl. 03.17 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i et køretøj. Det viste sig, at der var gået ildebrand i en ældre lastbil, som trods brandvæsnets indsats udbrændte. Der opstod mindre sodskader på et nærtstående hus. Brandårsagen skal undersøges nærmere af politiet, som vil kigge nærmere på, om der kan være sket en kortslutning i et ladestik, som lastbilen altid var tilsluttet.
 
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi