Midt- og Vestsjællands Politi: Nyt fra Bjæverskov - tirsdag den 25. august

dato

Bjæverskov er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Solrød Center, Solrød Strand

Jystrup Bygade, Jystrup Midtsj.

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Valentin Jensensvej, Kalundborg
Jystrup Bygade, Jystrup Midtsj.
Munkebakken, Kalundborg
Malkehaven, Hvalsø
Heibergs Have, Holbæk
Vårgyvelvej, Karlslunde
Karlebyvej, Ll. Karleby, Kirke-Hyllinge

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Tjørnelyparken, Greve
Lejrevej, Allerslev, Lejre

Fartmåling ved vejarbejde – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Mandag aften i godt 90 minutter foretog politiet måling af bilisternes hastighed med en såkaldt fotovogn på Køge Bugt Motorvejen ved Karlslunde rasteplads. I det sydgående spor var hastigheden på motorvejen nedsat til maksimalt 80 km/t fra den normale hastighedsbegrænsning på 110 km/t. Årsagen til hastighedsnedsættelsen var et vejarbejde, hvor antallet af vognbaner også var indskrænket fra de normale fire til to vognbaner forbi vejarbejdet, som var afmærket med både skilte og skiltevogne.

982 bilister passerede målevognen, som blitzede 137 af disse, fordi de kørte for hurtigt. Alle kan se frem til en bøde, der ifølge færdselsloven er fordoblet, fordi hastighedsovertrædelsen skete ved et vejarbejde. Otte bilister kan tillige se frem til en påstand om betinget frakendelse af kørekortet, fordi de kørte mere end 40 % hurtigere end tilladt forbi vejarbejdet. Det vil i givet fald betyde, at disse bilister skal bestå både en teoriprøve og en praktisk køreprøve for at beholde førerretten, ligesom de vil have en prøvetid på tre år, hvor de ikke må begå en tilsvarende forseelse, hvis de stadig vil beholde førerretten. Den hurtigste bilist blev målt til at køre med mindst 131 km/t.
Hastighedsmålingerne fortsætter de kommende aftener, når vejarbejdet fortsættes på Køge Bugt Motorvejen.

Tilsyn ved skolerne i politikredsen

Tirsdag morgen, da forældre i politikredsen kørte børnene til skole, stod politiets beredskab klar til at sikre sig, at der var helt styr på reglerne. Især så betjentene efter, om forældrene benyttede de korrekte af- og påsætningsområder, om alle i bilen var fastspændt, og at børn under 135 cm benyttede det lovpligtige sikkerhedsudstyr i form af autostol/selepude. Derudover havde patruljerne også fokus på opmærksomhed i trafikken, herunder om nogen anvendte håndholdt mobiltelefon under kørslen.

Politiets patruljer var på følgende 11 skoler i politikredsen:
Sct. Josef Skole i Roskilde
Allerslev Skole i Lejre
Rynkevangskolen i Kalundborg
Andreasskolen i Holbæk
Strøbyskolen i Strøby Egede
Munkebjergskolen i Solrød
Ågerupskolen i Vipperød
Hørve Skole i Hørve
Nordgårdsskolen i Svogerslev
Skovboskolen i Bjæverskov 
Nordgårdsskolen i Nykøbing Sjælland

På Skovboskolen i Bjæverskov fik en forælder en påtale for at have kørt bilen ind på et område på skolen, hvor indkørsel ikke er tilladt i skolens åbningstid af hensyn til de mange cyklende børn.

På Sct. Josef Skole i Roskilde fik fire bilister bøder. De kan hver forvente en bøde på 1500 kr.  Tre for at have afsat børnene, hvor færdselstavlen viser standsning forbudt, og én for ikke at have benyttet sele. 

På Rynkevang Skole i Kalundborg kan en bilist forvente en bøde på 1500 kr. for ikke at benytte sele. 

På de resterende otte skoler var der intet at bemærke, men betjentene fik en god snak med forældrene om færdselssikkerheden omkring skolerne. En lang sommerferie kan få de gode huskeregler og vaner til at gå lidt i glemmebogen, og derfor var politiet meget synlige i dag og klar til en dialog omkring hensyntagen og sikkerhed.   


Bilist standsede spiritusbilist – Holbækmotorvejen, Gevninge, Roskilde – Lejre

Kl. 12.25 ringede en bekymret bilist til politiet, da han kørte på motorvejen bag en bil, som kørte slingrende. En patrulje blev sendt i retning af bilen med den usikre kørsel, men inden politiet nåede frem, var bilen standset på en villavej i Hvalsø. Den opmærksomme anmelder var kørt efter bilen og kunne lede politiet til stedet. Føreren af den slingrende bil viste sig at være en 67-årig mand fra Søborg, som var påvirket af spiritus over det tilladte. Han blev anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Den 67-årige vil få besked fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer.

Uorden med luftgevær – Nørre Boulevard, Køge

Kl. 14.30 fik politiet anmeldelse om, at en mand skød med luftgevær ud af vinduet. En patrulje blev sendt til stedet, hvor de traf en 43-årig mand, som var ejer af tre luftgeværer til haglstørrelse 4,5 mm, som ikke kræver våbentilladelse og to luftpistoler. Politiet undersøgte stedet, men det var ikke muligt at fastslå, at han havde skudt ud i det offentlige rum. Politiet tog luftgeværerne og luftpistolerne med til politistationen i bevaring i præventivt øjemed. Ejeren blev ikke sigtet for noget, og vil senere få udleveret de beslaglagte luftbøsser.

Fuld lastbilchauffør kørte i drive-in – Mosede Landevej, Greve

kl. 14.45 blev en patrulje sendt til en burgerrestaurant, hvor en lastbil var kørt ind i drive-in, men var for høj, så den kilede sig fast. Chaufføren forsøgte at bakke ud, men påkørte da en lysstander, og lastbilen blokerede herefter det hele. Der var mistanke om, at føreren var spirituspåvirket. Politiet traf lastbilchaufføren, en 46-årig mand fra Litauen, var kraftigt påvirket af spiritus, så han blev anholdt. Han var desuden eftersøgt til afsoning i en tidligere sag om spirituskørsel, hvor han blev idømt 20 dages fængsel. Lastbilchaufføren havde ikke generhvervet førerretten, efter han ved den tidligere sag blev frakendt kørekortet. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret, spirituskørsel og taget med til en blodprøveudtagelse. Politiet undersøgte stedet, hvor der var sket skade på den vandrette barriere, som er opsat i drive-in og væltet en lysstander. Lastbilen blev flyttet fra stedet, så trafikken i drive-in igen kunne passere. Ingen personer kom til skade ved uheldet. Efter blodprøveudtagelsen blev den 46-årige overdraget til kriminalforsorgen til afsoning.

Virksomheden, som ejer lastbilen blev orienteret, og de betalte en bøde på forskud for at få udleveret bilen, mens sagen behandles. Blodprøven bliver hastebehandlet, da chaufføren er udlænding uden adresse i Danmark. Resultatet kommer i dag tirsdag, og den 46-årige vil blive orienteret om promillen i forbindelse med, at han skal afhøres til sagen i ædru tilstand.

Bedrageri og tyveri i supermarked -  Stationscentret, Roskilde

Kl. 15.26 så personalet i Føtex, at en mandlig kunde byttede rundt på prismærkerne i forretningens delikatesseafdeling. Han tog prismærker fra to varer til 16 og 18 kr og satte på to varer til 110 og 130 kr. Han gik til kassen med delikatessevarerne. På vejen tog 
kunden ligeledes tre six-pak Harboe pilsner og tre ½ liters Carlsberg øl til i alt 120 kr., som han ikke betalte for. Manden blev herefter tilbageholdt og politiet tilkaldt. Patruljen traf den mistænkte, en 49-årig mand fra Roskilde, som blev sigtet for forsøg bedrageri over for kassepersonalet, ved at sætte lavere prismærker på varerne, så han skulle betale langt mindre for varerne. Han blev desuden sigtet for butikstyveri og erkendte begge forhold. Herefter fik han lov til at gå, men kan forvente at høre mere fra politiet, når sagerne skal afgøres. 

Færdselsuheld – Jyderupvej/Nøragervej, Ruds-Vedby – Kalundborg

Kl. 16.56 skete et uheld i et kryds i forbindelse med svingning. En 26-årig kvinde fra Kalundborg kørte ad Jyderupvej mod nord, og bremsede ned i krydset for at svinge til venstre ad Nøragervej. I modsatte retning kørte en 21-årig mand fra Sorø, som skulle lige ud i krydset ved Nøragervej. De to biler stødte sammen i krydset, hvor den 21-årige mand påkørte den 26-årige kvindes bil, så bagerste kofanger røg af og ramte en tredje bil, som holdt stille i krydset. Den 21-årige kvinde blev kørt til sygehuset til kontrol, men ingen personer kom alvorligt til skade ved sammenstødet. Der skete skader på bilerne, og der blev lækket olie/benzin på vejen fra de forulykkede biler. Brandvæsnet kom frem for at rense kørebanen. Vejen var spærret, indtil der var ryddet op på stedet.

Gårdbrand – Skælskørvej, Sigersted, Ringsted

Kl. 19.20 kom et alarmopkald om brand i en gård med svinehold, hvor der var store flammer i taget i førstesalen på stuehuset. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor det hurtigt blev klarlagt, at der ikke var fare for mennesker eller dyr. Det brændte i et værelse på 1. sal, men brandvæsnet fik kontrol over ilden, før den bredte sig yderligere. Da branden var slukket undersøgte politiet stedet, hvor der ikke umiddelbart blev fundet noget mistænkeligt, men at ilden formentlig var startet omkring et askebæger. Ilden var startet på en overdækket terrasse, og der var sket skader på tagkonstruktionen. Ingen personer kom til skade.

Mand sigtet for trusler – Hovedgaden, Høng – Kalundborg

Kl. 20.55 fik politiet anmeldelse om, at en mand havde stukket en riffellignende genstand ud af vinduet fra en lejlighed på 1.sal som blev peget i retning af forbipasserende, som havde følt sig truet. Der blev sendt flere patruljer til stedet for at undersøge sagen. Patruljerne tog alle forholdsregler i forhold til anmeldelsen om våbenbesiddelse, men anholdt en 40-årig mand fra Høng på adressen uden dramatik. På stedet var også en kvinde fra lokalområdet, som kortvarigt blev anholdt, indtil politiet fik klarlagt, at hun ikke havde en rolle i sagen. 

Politiet ransagede lejligheden, hvor det viste sig at der var tale om et hardballvåben, som lignede en ægte riffel. Derudover fandt politiet en strømpistol, en dolk og en lille klump amfetamin. Den 40-årige blev sigtet for våbenloven og lov om euforiserende stoffer, og de ulovlige effekter beslaglagt. Han blev desuden sigtet for trusler mod de forbipasserende og taget med til stationen til afhøring. Sagen blev efterfølgende vurderet af anklagemyndigheden, som ikke fandt grundlag for at fremstille den 40-årige i grundlovsforhør. Han blev derfor løsladt, men er fortsat sigtet i sagerne.  

Brand i lastbil til hestetransport – Stevns Landevej, Store-Heddinge – Stevns

Kl. 23.26 var en politibetjent på vej hjem fra arbejde, da han bemærkede flammer ved en landejendom. Han så at der var høje flammer i førerhuset på en lastbil til hestetransport, og skyndte sig at advare beboerne på gården, inden han ringede 112. Politi og brandvæsen kom til stedet, og iværksatte slukningsarbejdet på lastbilen, som holdt mellem to bygninger. Der var ingen fare for mennesker eller dyr. Ilden blev slukket før den spredte sig til ejendommen. Politiet undersøgte brandstedet og fandt intet mistænkeligt, men kunne ikke fastslå brandårsagen. Branden skal derfor undersøges nærmere, for at klarlægge årsagen til at lastbilen brød i brand. Ingen personer eller dyr kom til skade ved branden.

 
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi