Midt- og Vestsjællands Politi: Seneste nyt fra Bjæverskov - onsdag den 4. november

Profilbillede
dato

Bjæverskov er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:


Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ingen

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Rødkælkevej, Ejby, Lille-Skensved
Ejbyvej, Ejby, Lille-Skensved
Stentoften, Osted, Lejre
Hovedvejen, Osted, Lejre
Muldager, Kirke-Hyllinge
Auroravej, Holbæk
Jerismosevej, Greve

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Grundlovsforhør – Grov vold – Roskilde

To mænd på 32 og 61 år begge fra Roskilde blev onsdag morgen anholdt som mistænkte i en sag om grov vold mod en 74-årig mand fra Roskilde. De to anholdte vil onsdag kl. 13.30 blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde med krav om varetægtsfængsling.

Politiet modtog anmeldelsen om overfaldet på den 74-årige mandag den 26. oktober efter et overfald, som den 74-årige blev udsat for om aftenen fredag den 23. oktober 2020. Han var blevet opsøgt på sin bopæl og havde i forbindelse med overfaldet pådraget sig bl.a. knoglebrud i kroppen, så han blev indlagt på sygehuset efterfølgende. Den 74-årige var blevet opsøgt på sin bopæl, fordi han fra et lokalt værtshus i Roskilde kommunes nordlige del tidligere havde fjernet et skilt, som mændene ønskede udleveret. Anklagemyndigheden vil i forbindelse med grundlovsforhøret begære retsmødet afholdt for lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning i sagen.

Narkopåvirket bilist bakkede ind i parkeret bil og stak af – Helsingevej, Kirke Helsinge, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 13.46 fik politiet anmeldelse om, at en bilist havde bakket ind i en parkeret bil foran Fakta i Kirke Helsige, hvorefter bilisten stak af. Ejeren af den parkede bil var inde at handle, men hans voksne søn sad i bilen, da den pludselig blev påkørt. Sønnen løb ind til faren og fortalte om episoden, og at bilisten ville køre fra stedet. Bilejeren, en 55-årig mand fra Gørlev kørte efter bilisten, for at få hende til at standse. Den flygtende bilist kørte usikkert, og stødte på et tidspunkt ind i en modkørende, så hendes bil mistede sidespejlet. Den 55-årige ringede til politiet, som satte kursen mod Gørlev.

Her standsede patruljen bilisten, som viste sig at være en 54-årig lokal kvinde, som kørte i narkopåvirket tilstand. Hun havde ingen gyldig førerret, og havde fortsat sin kørsel selvom bilen ikke havde nogen sidespejle på. Kvinden blev anholdt og sigtet for de mange færdselslovsovertrædelse. Hun fik udtaget en blodprøve, hvorefter hun blev løsladt. Politiet optog rapport om færdselsuheldene, som den 54-årige var ansvarlig for. Hun kan senere forvente at høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer.

To sager om 14-årige, der stjal energidrik – Slotsvolden, Holbæk

Kl. 13.41 fik politiet anmeldelse om, at personalet i Kvickly havde bemærket en pige, som lagde diverse energidrikke og slik ned i sin taske, men forlod butikken uden at betale. En medarbejder fulgte efter pigen ud af butikken, fratog hende tasken og konfronterede pigen med tyveriet. Den 14-årige pige blev opfarende og stak af fra stedet. En patrulje blev sendt til Kvickly, for at optage rapport i sagen og hente pigens taske. Den 14-årige kontaktede senere politiet, idet hun ønskede sin taske tilbage. Her fik politiet fastlagt pigen identitet og afhørt hende til sagen. Pigen havde stjålet for i alt 101 kr, men supermarkedet fik varerne tilbage og havde intet erstatningskrav. Politiet orienterede pigens mor og de sociale myndigheder om sagen, men da hun er under den kriminelle lavalder, kan hun ikke straffes. Politiet fik lavet en aftale om udlevering af pigens taske.

Kl. 15.40 blev en patrulje igen sendt til Kvickly, hvor en 14-årig pige fra Holbæk, var blevet tilbageholdt for butikstyveri. Pigen var i selskab med en 17-årig ung kvinde, som ikke var mistænkt for at medvirke til tyveriet. Den 14-årige blev af personalet set fylde en medbragt taske med energidrik af mrk. Red Bull til en værdi af ca. 200 kr, før hun forlod butikken uden at betale. Den 14-årige erkendte at have stjålet, men heller ikke hun kan straffes, da hun er under 15 år. Politiet optog rapport og orienterede de sociale myndigheder og pigens mor om sagen, hvorefter hun fik lov at gå.

Uenighed i trafikken førte til vold med peberspray – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 15.24 kom et alarmopkald fra en forbipasserende bilist, som havde overværet en episode i nødsporet og fundet en mand, som var blevet sprøjtet i ansigtet med peberspray af en anden mand, som efterfølgende havde forladt stedet. En patrulje blev sendt til Sydmotorvejen, nordgående ved Herfølge - Køge, hvor de traf anmelderen og en 48-årig mand fra Rønnede, som havde været udsat for peberspray. Episoden var sket efter uenighed i trafikken på motorvejen, hvor de to bilister var standset op. Her var den 48-årige blev udsat for peberspray af den anden bilist, som herefter var kørt videre af motorvejen.

Politiet havde en god beskrivelse af den bil, som den mistænkte kørte i og sendte en patrulje ud at lede efter bilen. Politiets vagtcentral fik i mellemtiden en opringning fra den mistænkte, en 35-årig mand fra Næstved, som gerne ville tale med politiet. En patrulje traf den 35-årige, som ud fra parternes forklaring og omstændighederne i sagen blev anholdt sigtet for vold og besiddelse af en ulovlig peberspray. Politiet ransagede bilen, men fandt ingen peberspray. Den 35-årige blev taget med til politistationen til afhøring og sagsbehandling, og blev senere løsladt, da der ikke var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Han kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Uheld i T-kryds – Ringstedvej/Vestre Ringvej, Ringsted – Køge

Kl. 16.09 stødte to personbiler sammen i et T-kryds på Ringstedvej syd for Borup. En 55-årig mand fra Bjæverskov kørte ad Vestre Ringvej mod Ringstedvej, hvor han skulle svinge til venstre i krydset. Han holdt stille før han kørte frem, men fejlvurderede en bil, som kørte ad Ringstedvej mod vest og kørte frem i krydset. Her stødte den 55-årige sammen med en 49-årig kvinde fra Ringsted, så flere airbags i begge biler blev udløst. Ingen personer kom til skade ved uheldet, og der blev ikke brug for ambulance. Politiet optog rapport, da der var mistanke om et vigepligtsuheld.

Sammenstød på motorvejen – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 16.36 skete et sammenstød på Holbækmotorvejen i vestgående retning, da en personbil kørte op bag i en varebil i forbindelse med kødannelse. Trafikken stod næsten stille, men det opdagede føreren af personbilen, en 22-årig mand fra Roskilde, for sent. Han nåede derfor ikke at bremse, men påkørte varebilen bagfra, så kofangeren revnede. Føreren af varebilen, en 63-årig mand fra Væggerløse og den 22-årige slap fra uheldet uden at komme til skade. Personbilens forreste kofanger blev bulet og tågelygterne faldt ud. Det skabte ingen større trafikale problemer på motorvejen, da bilerne hurtigt blev fjernet. Politiet registrerede uheldet.

Spirituskørsel – Tuse Byvej, Tuse – Holbæk

Kl. 23.50 sigtede og anholdt politiet en 37-årig mand fra Litauen med adresse i Holbæk, som kørte i en litauisk indregistreret personbil, selvom han havde indtaget spiritus over det tilladte. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Nu afventer politiet resultatet af analysen, hvorefter den 37-årige vil høre mere i sagen.



Denne artikel er skrevet af Ninna Andersen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi