Nyt fra Bjæverskov i politiets døgnrapport

Profilbillede

Bjæverskov er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Fregatvej, Nykøbing Sj.
Banegårdspladsen, Kalundborg
Københavnsvej, Roskilde
Kærup Alle, Benløse, Ringsted

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Skovbovej, Bjæverskov
Gl. Rørbyvej, Rørby, Kalundborg
Haretoften, Svogerslev, Roskilde
Holbækvej, Roskilde

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Ullehøj, Borup (forsøg)
Trekroner Alle, Roskilde
Søndergade, Tune


Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 08.58 fik politiet en melding om, at en personbil og en bus var stødt sammen i det østgående spor på Holbækmotorvejen ved Roskilde.
Ingen af parterne var kommet til skade, men sammenstødet bevirkede, at kun et spor var farbart på motorvejen.

Det viste sig, at en 33-årig kvinde fra Aarhus havde skiftet vognbane til højre og herunder ramt ind i venstre side på en bus, som en 54-årig mand fra Samsø førte i samme retning. Efter sammenstødet kørte kvinden på tværs af motorvejen og endte i autoværnet på midten af motorvejen.

Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i uheldet, og motorvejen var atter farbar i alle spor kl. ca. 09.45, da et bugseringskøretøj havde fjernet kvindens personbil.

Arbejdsulykke – Søbæksparken, Jyderup – Holbæk

Kl. 09.38 var en mand kommet til skade i forbindelse med sit arbejde, så en ambulance var blevet sendt til stedet.

Det viste sig, at en 65-årig mand fra Kalundborg var faldet ned fra en stige, så han havde kvæstet sit ene ben. Ambulancepersonalet bragte ham til et sygehus, hvor han blev indlagt til behandling.

Politiet orienterede Arbejdstilsynet om ulykken og optog rapport herom for at få afklaret, hvorvidt nogen kan drages til ansvar på et senere tidspunkt.

Grundlovsforhør – Besiddelse af narkotika og våben – Tingsryds Alle, Solrød Strand

Kl. 09.54 rykkede politiet efter en anmeldelse ud til en utryghedsskabende mand, der opholdt sig ved en bil på parkeringspladsen ved Solrød Idrætscenter. Han skulle ifølge anmeldelsen svinge faretruende med et kosteskaft og fremtræde uligevægtig.
Politiet blev mødt af manden, der var i besiddelse af et kosteskaft, men fik dog udramatisk anholdt ham.

Der var tale om en 48-årig mand uden fast bopæl i Solrød Strand, som ved visitationen blev fundet i besiddelse af euforiserende stoffer og en bilnøgle til en bil på parkeringspladsen. Bilen blev efterfølgende ransaget, således at politiet kunne mistænke den 48-årige for samlet set at have været i besiddelse af 125 gram amfetamin, 53 gram hash og knap et halvt gram ketamin. Herudover fandt politiet en pistol med et magasin, men dog uden ammunition.

Politiet sigtede den 48-årige for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om besiddelse af narkotika med henblik på videreoverdragelse og for samme lovs bestemmelser om besiddelse af et skydevåben.

Den 48-årige forblev efter afhøring til sagerne i politiets varetægt, idet han tirsdag formiddag vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med påstand om varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden vil i forbindelse med retsmødet begære dørlukning af hensyn til den fortsatte efterforskning i sagen.

Grundlovsforhøret tirsdag formiddag skete for lukkede døre, men den 48-årige blev varetægtsfængslet i fire uger, hvilket han accepterede uden at kære kendelsen.

Blufærdighedskrænkelser – Universitetsvej, Roskilde

I løbet af mandag formiddag og eftermiddag modtog politiet indtil videre i alt fem anmeldelser om blufærdighedskrænkelser, der alle var foregået på parkeringspladser ved universitetet i Roskilde.

Anmeldelserne omfattede blufærdighedskrænkelse ved blotteri, som i fire tilfælde var foregået fredag den 11. november 2022 om eftermiddagen. Den femte anmeldelse omhandlede også blotteri, men var foregået onsdag den 2. november 2022 også på en parkeringsplads ved universitetet.

Fællestrækket i anmeldelserne er, at en mand på ca. 20 år i en bil er kørt hen i nærheden af de forurettede kvinder, som efterfølgende er blevet udsat for blotteri og åbenlyst onani fra den mistænktes side.

Politiet har indledt en efterforskning i sagerne i et forsøg på at få identificeret den mistænkte, så han kan sigtes og afhøres til sagerne om overtrædelse af straffelovens bestemmelser om blufærdighedskrænkelse.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Kl. 12.33 ønskede en færdselspatrulje at kontrollere en ældre personbil nærmere, idet ejeren af bilen ikke havde noget kørekort.
Bilen blev standset i det sydgående spor på Køge Bugt Motorvejen ved Jersie, hvor politiet fik kontakt til bilens ejer, der sad bag rattet.

Der var tale om en 65-årig mand fra Næstved, som havde fået sin førerret inddraget i 2015 og derfor ikke måtte være fører af et køretøj, hvor et kørekort var krævet.
Den 65-årige blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven og blev samtidig gjort bekendt med, at politiet beslaglagde hans personbil på grund af gentagne kørsler uden førerret. Denne kørsel var sjette gang inden for de seneste tre år, at den 65-årige blev afsløret i at køre bil trods manglende førerret.

Et bugseringskøretøj afhentede personbilen, og den 65-årige kan nu forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når straffesagen og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.

Anholdelse – Spirituspåvirket kaptajn på fartøj – Asnæsvej, Kalundborg

Kl. 14.48 rykkede politiet ud til havnen i Kalundborg efter en anmeldelse om, at kaptajnen på et skib, der inden for kort tid ville sejle videre, kunne være påvirket af spiritus og dermed overtræde sølovgivningen i Danmark.

Politiet fik i havnen ved raffinaderiet kontakt til en 56-årig mand fra Rusland, der var kaptajn på det pågældende skib. Han deltog frivilligt i en alkometertest, der indikerede, at han var påvirket af alkohol i en sådan grad, at han ikke lovligt kunne varetage sin rolle som kaptajn på skibet.

Den 56-årige skibskaptajn blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af søloven, hvorefter han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Politiet afventer nu resultatet af analysen af den udtagne blodprøve, inden straffesagen mod kaptajnen kan afgøres. Han er fortsat i politiets varetægt, hvilket både Søfartsstyrelsen og skibets rederi er underrettet om.

Hærværk mod postkasse og plankeværk – Brandskildeparken, Hårlev – Stevns

Kl. 15.06 anmeldte en kvinde, at hun under en gåtur med sine børnebørn havde set to drenge opholde sig ved en postkasse i Brandskildeparken. Da drengene gik lidt væk, lød et højt brag, så postkassen og dele af et hegn gik i stykker. De to drenge flygtede væk i retning mod Byskovparken, idet den ene cyklede og den anden løb fra stedet.

Politiet fik efterfølgende kontakt til den 43-årige mandlige beboer, hvis postkasse og hegn var blevet ødelagt. Han havde også set de to drenge på vejen i forbindelse med hærværket.

De to mistænkte drenge fandt politiet ikke, men fra oplysninger i en anden sag også om hærværk mod en postkasse på Hovedgaden i Hårlev dagen før har politiet en ide om identiteten på disse to drenge, som kan forvente at blive afhørt og konfronteret med forskellige vidneoplysninger i sagerne.

Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 16.32 rykkede politiet ud til et sammenstød i det sydgående spor på Sydmotorvejen ved Køge.
Ingen var kommet til skade ved uheldet, der var sket, da en 65-årig mand fra Haslev for sent opdagede, at både en 47-årig mand fra Maribo og en 42-årig kvinde fra Haslev havde nedsat hastigheden væsentligt på grund af kødannelse.

Alle tre parter kørte i overhalingssporet, hvor den 65-årige påkørte den 47-åriges bil, der blev skubbet frem i den 42-åriges kvindes bil.
Bilerne fik mindre skader som følge af sammenstødet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved.

Færdselsuheld / narkokørsel – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge

Kl. 00.22 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld på Vestmotorvejen i det vestgående spor ved Bjæverskov, idet en personbil og en lastbil var stødt sammen. Der var dog ingen tilskadekomne efter sammenstødet, så der blev ikke brug for ambulancepersonalet.

Politiet fik kontakt til en 47-årig mandlige lastbilchauffør fra Østjylland, der under kørslen var blevet ramt af en personbil i forbindelse med en overhaling.
Føreren af personbilen blev identificeret som en 23-årig mand fra Ringsted, som skønnedes påvirket af narkotika under kørslen. Han var desuden i forvejen frakendte kørekortet, men kunne ifølge vidner mistænkes for at være fører, selv om et familiemedlem påstod at have været fører af personbilen på uheldstidspunktet.

Den 23-årige blev sigtet for overtrædelserne af færdselsloven og blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Politiet fik klarlagt, at han som fører af personbilen under overhaling af lastbilen havde mistet kontrollen over bilen, som ramte lastbilen og til sidst standsede i midterrabatten.

Kl. ca. 02.00 var der ryddet op på uheldsstedet, så motorvejen atter blev farbar i begge spor.

Færdselsuheld – Landevejen / Søholmvej, Tuse, Holbæk

Kl. 06.10 var to bilister stødt sammen på Landevejen ved sidevejen Søholmvej, så en ambulance var blevet sendt til uheldsstedet.

Det viste sig, at en 34-årig mand fra Borup var kørt ad Landevejen mod vest frem til krydset ved Søholmvej, hvor han standsede før et venstresving ad Søholmvej.
En 70-årig mand fra Holbæk overså dette og påkørte den 34-åriges bil, så der opstod skader på begge biler, herunder et olielæk fra den 70-åriges varebil.

Begge parter blev kørt til kontrol på skadestuen, men de var sluppet uden behandlingskrævende skader ved uheldet, som politiet har optaget rapport om.

Færdselsuheld – Næstvedvej / Sct. Hansgade / Møllegade, Ringsted

Kl. 06.34 var to bilister stødt sammen i det lysregulerede vejkryds Næstvedvej – Møllegade – Sct. Hansgade i den centrale del af Ringsted by.

Det viste sig, at en 44-årig kvinde fra Sorø i en personbil var kørt ad Næstvedvej mod nord og ville svinge til venstre ad Møllegade i det lysregulerede vejkryds. Under svingningen blev hun påkørt af en anden personbil, som en 64-årig mand fra Ringsted førte ad Sct. Hansgade mod syd og i den hensigt at fortsætte ligeud ad Næstvedvej mod syd i lyskrydset.

Parterne stødte næsten frontalt sammen, men ingen af dem kom til skade. Politiet har nu optaget rapport om sammenstødet for at belyst omstændighederne nærmere.


OPFØLGNING

 

Varetægtsfængsling – Færdselsuheld / spirituskørsel (vanvidskørsel) mv. - Stevns

Et grundlovsforhør i Retten i Roskilde endte mandag med, at en 53-årig mand fra Polen, men med ophold i Danmark, blev varetægtsfængslet foreløbigt til den 24. november 2022.

Han blev i retsmødet sigtet for bl.a. spirituskørsel under skærpende omstændigheder, idet alkoholkoncentrationen i hans blodprøve forventes at ville overstige to promille, og for som fører af en varebil på Stevnsvej og Bjælkerupvej på Stevns at have forvoldt nærliggende fare for både en modkørende bilist og en politipatrulje, som begge måtte foretage undvigemanøvrer for at undgå frontale påkørsler.

Den 53-årige nægtede sig skyldig i sigtelserne, og politiet skal nu efterforske sagen yderligere i den periode, hvor den 53-årige er blevet varetægtsfængslet. Analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve forventes også modtaget inden fristens udløb.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi