Nyt fra Bjæverskov i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Bjæverskov er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Weekendens anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Smedevej, Kyndeløse, Kirke-Hyllinge
Oddenvej, Lumsås, Nykøbing Sj.
Havnsøvej, Føllenslev
Holbækvej, Jyderup
Stænget, Orø

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Baunehøjparken, Jyllinge
Fyrrevej, Solrød Strand
Gyvelvej, Solrød Strand (forsøg)
Joensuuvej, Himmelev, Roskilde
Sandbanken, Højby, Lejre
Egholmvej, Biltris, Kirke-Hyllinge
Egevej, Vemmedrup, Bjæverskov
Roslevvej, Køge (forsøg)
Kongensgade, Ringsted
Rapsmarken, Borup
Vestre Drosselvej, Solrød Strand
Elmehaven, Greve
Åbanken, Højby, Lejre
Lille Engvej, Karlslunde
Kalundborgvej, Holbæk
Drosselvej, Solrød Strand
Isafjordvej, Himmelev, Roskilde
Bakkevej, Jyllinge
Greve Strandvej, Greve
Fjordbakken, Jyllinge
Skovbogade, Roskilde
Tjørnevej, Himlingøje, Hårlev
Holmebækhuse, Herfølge
Rådhusstræde, Køge

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Humlebakken, Veddinge Strand, Fårevejle St.

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Ingen

Tyveri fra køretøjer:

Annebergparken, Nykøbing Sj.
Bjergvej, Kævrkeby, Ringsted
Asnæs Skovvej, Kalundborg
Møllevangen, Rørby, Kalundborg
Nørre Centervej, Køge
Æblehaven, Roskilde
Høve Stræde, Høve, Asnæs
Annasvej, Karlslunde
Tingvejen, Kalundborg
Nordlyset, Køge
Venrupparken, Greve
Søvej, Borup

Alt for mange påvirkede bilister stoppet i weekenden

Hen over weekenden havde patruljerne usædvanlig travlt med sager på spiritus- og narkokørsel. Adskillige bilister og en enkelt knallertfører, som var påvirket af spiritus over det tilladte, eller som var narkopåvirkede under kørslen blev stoppet over hele kredsen. De kan alle snart få en besked i deres E-boks, hvor de vil høre mere om konsekvenserne af deres sag, når resultatet af blodprøverne kommer.

Fredag:

Kl. 11.54 på Ringstedvej i Lellinge blev en 27-årig mand fra Borup anholdt og sigtet for narkokørsel i en varebil på Ringstedvej i Køge. Han blev testet positiv for hash i en narkometertest.

Kl. 12.38 blev en 27-årig mand fra Køge anholdt for narkokørsel, da han i en narkometertest blev fundet positiv for hash. Han kørte i en varebil på Ringvejen i Køge, da han rutinemæssigt blev stoppet.

kl. 14.30 på Vestmotorvejen i Bjæverskov, Køge. En 31-årig mand fra Glostrup blev stoppet og sigtet for narko- og spirituskørsel. Han kørte desuden uden gyldigt kørekort og blev sigtet for kørsel uden førerret. Den 31-årige blev anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse på sygehuset. Her ytrede den 31-åriges sig fornærmeligt over for en betjent i sygehuspersonalet medhør. Han blev derfor også sigtet for fornærmelig tiltale mod en polititjenestemand. Efter at have afgivet blodprøven blev han løsladt. Bilens ejer blev sigtet for at have udlånt sin bil til den 31-årige, selvom han ikke havde kørekort.

Kl. 18.05 viste en narkometertest positiv for kokain og hash, da en 22-årig mand fra Fyn blev stoppet i bil på Godsvej i Greve i en rutinekontrol. Han havde desuden ikke et gyldigt kørekort, og bilen havde han lånt. Bilejeren blev derfor sigtet for at overlade sin bil til en, som ikke lovligt måtte køre den.

Kl. 20.22 fik en 23-årig mand fra Polen med adresse i Danmark, udtaget en blodprøve, da han kørte narkopåvirket på Nordre Ringvej i Ringsted, hvor han i en rutinekontrol blev testet positiv i en narkometertest. Ved visitation blev han fundet i besiddelse af 3,14 gram amfetamin og 1,45 gram hash. Han blev anholdt og sigtet for narkokørsel og lov om euforiserende stoffer. Da blodprøven var afgivet blev han løsladt igen.

Kl. 21.10 blev føreren af en stor knallert stoppet i en rutinekontrol ved en tankstation på Slotsvej i Holbæk. Den 37-årige knallertfører var påvirket af spiritus over det tilladte, og han havde desuden ikke generhvervet sit kørekort efter en tidligere frakendelse. Knallerten var hverken registeret og forsikret, så den 37-årige blev anholdt sigtet for de mange færdselslovsovertrædelser. Han fik udtaget en blodprøve og løsladt.

Kl. 22.23 kørte en 20-årig mand fra Brøndby ind i Mc Drive på Ringstedgade i Roskilde med en kraftig røgtåge i bilen. En patrulje kontrollerede bilisten, da han holdt i tomgang på parkeringspladsen og ventede på sin mad. Den 20-årige mand blev i en narkometertest fundet positiv for hash og kokain, så han blev anholdt og sigtet for narkokørsel. Efter at have afgivet en blodprøve blev han igen løsladt.

Kl. 23.10 i krydset Navervej/Københavnsvej i Roskilde blev en 36-årig mand fra Frederiksberg anholdt og sigtet for narkokørsel i frakendelsestiden. I sommer blev den 36-årige frakendt førerretten i 10 år for blandt andet narkokørsel i gentagelsestilfælde. Han blev ved dagens kontrol testet positiv for hash, kokain og amfetamin i en narkometertest, og fik udtaget en blodprøve. Bilen blev beslaglagt, da han havde kørt gentagne gange i frakendelsestiden. Den 36-årige protesterede, så beslaglæggelsen skal nu vurderes af retten. Efter at have fået udtaget blodprøven blev den 36-årige løsladt, men kan forvente et retsligt efterspil i sagen, hvor der også vil blive taget stilling til, om bilen kan endeligt konfiskeres.

Kl. 02.13 kørte en personbil på Valdemar Sejrsvej i Holbæk og videre ind på parkeringspladsen ved McDonalds. Her stoppede en patrulje bilisten, 27-årige mand fra Kalundborg, i en rutinekontrol. En narkometertest viste, at bilisten var påvirket af kokain, så han blev anholdt og sigtet for narkokørsel. Han blev løsladt efter blodprøveudtagelsen.


Lørdag- søndag:

Kl. 22.20 på Adelers Alle i Gislinge, Holbæk, blev en 18-årig mand fra Fårevejle anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev testet positiv for hash i en test med narkometeret.

Kl. 23.36 blev en 50-årig mand fra Ringsted sigtet og anholdt, da han kørte under påvirkning af kokain og uden et gyldigt kørekort ad Lillevangsvej i Hundige, Greve.

Kl. 01.52 blev en 27-årig kvinde fra Stevns sigtet og anholdt for narkokørsel, da hun i et rutinetjek blev testet positiv for hash. Hun blev stoppet ved en tankstation på Vordingborgvej i Køge. Det viste sig desuden, at bilisten heller ikke havde et gyldigt kørekort, da hun ikke have været oppe til en kontrollerende køreprøve efter en betinget frakendelse for narkokørsel i 2018. Den 27-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter hun blev løsladt.

Kl. 02.35 på Hestetorvet i Roskilde blev en 22-årig mand fra Taastrup stoppet af en patrulje i en rutinekontrol. Den 22-årige viste sig at være narkopåvirket, så han blev anholdt og fik udtaget en blodprøve.

Kl. 02.48 blev en 43-årig kvinde fra Hørve anholdt og sigtet for spirituskørsel i en personbil, da hun blev stoppet på Landevejen mod vest i Svinninge ved Holbæk. Hun blev taget med til en blodprøveudtagelse og løsladt.


Søndag- mandag:

Kl. 16.35 blev en 25-årig mand fra Hvidovre anholdt for narkokørsel efter en narkometertest viste positiv for amfetamin, da han blev stoppet på Ulstrup Bygade i Tureby ved Køge. Han var desuden frakendt sit kørekort frem til 2026 på grund af flere tidligere sager om narko og spirituskørsel. Han fik udtaget en blodprøve og kan nu forvente et retsligt efterspil, når resultatet af blodprøven kommer.

Kl. 17.18 blev en 41-årig mand uden fast bopæl anholdt og sigtet for spirituskørsel i en personbil, da han blev stoppet med en for høj promille på Granlygårdsvej i Kalundborg. Den 41-årige havde lånt bilen, så politiet tog nøglen med, så ejeren kunne afhente den på politistationen.

Kl. 00.36 stoppede en patrulje en polsk bil, med en 29-årig mand fra Polen bag rattet. Han kørte ad Københavnsvej i Køge, da han blev stoppet og testet positivt for hash i en narkometertest. Bilen viste sig hverken at være registreret og forsikret, og nummerpladeren tilhørte en anden bil. Den 29-årige blev sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Han kan forvente at høre mere fra politiet i sine sager.

Kl. 02.40 på Kalundborgmotorvejen i Holbæk mod vest, blev en 27-årig mand fra Holbæk sigtet og anholdt for narkokørsel. Han oplyste selv, at have røget hash for nogle dage siden. Under visitation blev han fundet i besiddelse af en smule ketamin og amfetamin, og blev sigtet for lov om euforiserende stoffer. Han fik udtaget en blodprøve, som vil vise, om han havde stoffer i blodet under kørslen.


Fredag – lørdag:

 

Tre racercykler stjålet – Ugerløse – Holbæk

Kl. 10.24 anmeldte en 41-årig mand fra Ugerløse, at han havde konstateret et indbrud i sin garage, hvorfra tre racercykler var blevet stjålet. Han havde opdaget indbruddet, da en bagdør til haven uventet stod åben.
Politiet kørte til stedet og kunne konstatere, at et vindue var blevet opbrudt for at skaffe sig adgang til den aflåste garage, hvor tyven(e) ikke havde rodet tingene igennem, men stjålet tre racercykler. Der var tale om en sort/rød cykel af mærket Pinarello og to racercykler af mærket S-Works i hhv. grøn og sort. Alle tre cykler var forsynet med Zipp-hjul og udgjorde ifølge ejeren en større værdi.
Indbruddet i garagen var ifølge cyklernes ejer sket i løbet af fem timer i løbet af natten mellem torsdag og fredag.
Politiet har undersøgt stedet for eventuelle spor og afventer nu resultatet heraf. Dog vil politiet gerne i kontakt med personer, der i den sydvestlige af Ugerløse måtte have set noget usædvanligt i løbet af natten. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld – Industrivej / Østre Ringvej, Roskilde

Kl. 10.34 rykkede politiet ud til krydset Industrivej – Østre Ringvej for at undersøge omstændighederne ved et sammenstød mellem en bilist og en cyklist nærmere.
Det viste sig, at en 26-årig kvinde fra Haslev var kørt i en personbil ad Industrivej mod vest og foretog et venstresving i lyskrydset ved Østre Ringvej. Under svingningen ramte hun en 67-årig kvinde fra Roskilde, som cyklede ad Industrivej i østlig retning og fortsatte ligeud i lyskrydset.
Cyklisten slap med diverse knubs, men politiet optog rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være blevet overtrådt.

Brandundersøgelse – Køgevej, Roskilde

Kl. 14.19 rykkede brandvæsnet og politiet ud til et bageri efter en alarmmelding om ildebrand på stedet.
Brandvæsnet og politiet kunne konstatere, at alle tilstedeværende var kommet ud i sikkerhed, hvorefter brandvæsnet kunne konstatere, at røg kom fra bageriets baglokale, hvor en mindre brand i fryserummet blev slukket.
Politiet har nu optaget rapport om branden i et forsøg på at finde frem til årsagen, der formentlig skal findes i de elektriske installationer i bageriet. Ingen kom til skade ved branden, og der havde ikke været risiko for, at branden ville brede sig til øvrige bygninger i nærheden.

Alvorligt uheld efter påkørsel af dådyr – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 00.18 påkørte en bilist et dådyr på Holbækmotorvejen østgående ved Roskilde, så bilen fik store skader på fronten og havarerede i anden vognbane. Bilisten, en 18-årig mand fra Sjællands Odde, steg ud af bilen for at se til det påkørte dyr. Bagfra kom i det samme en bilist kørende i det tågede vejr, og kunne ikke nå at stoppe for den standsede bil. Den bagfrakommende bilist, en 47-årig mand fra Holbæk med to unge mænd som passagerer i bilen, kørte op bag i den forulykkede bil i et voldsomt sammenstød.

Med som passager i den 18-åriges bil var en 19-årige kvinde, som sad i bilen, da den blev påkørt. Hun kom alvorligt til skade, og hun blev kørt til behandling på sygehuset, hvor det blev afklaret at hendes tilstand ikke var kritisk. Den 47-årige blev kørt til tjek på sygehuset, men han kom ikke noget alvorligt til.

En bilinspektør undersøgte uheldsstedet, da der i første omgang var frygt for livstruende skader hos de implicerede. Der blev opsat skiltevogn ved uheldsstedet, som var afspærret indtil de tidlige morgentimer, da der efter undersøgelserne var afsluttet, skulle fejes og ryddes op på motorvejen. Først kl. 03.30 blev motorvejen genåbnet. Den 18-årige bilist fik udtaget en blodprøve, som skal afklare, om han havde en promille over det tilladte i forbindelse med uheldet.

Færdselsuheld – Lejrevej/Orehøjvej/Ledreborg Alle, Lejre – Lejre

Kl. 06.00 fik politiet en melding via alarm 112 om, at en bil var forulykket på Ledreborg Alle ved Orehøjvej. Ingen var kommet til skade ved uheldet, hvor der ikke var andre trafikanter involveret.

Det viste sig, at en 40-årig mand fra Brønshøj som fører af en personbil i mørket havde undveget et rådyr, som løb ud foran ham under kørsel ad Lejrevej i nordlig retning ved krydset ved Orehøjvej og Ledreborg Alle. Under undvigemanøvren mistede den 40-årige fører kontrollen over bilen på grund af en våd og glat kørebane, hvorved bilen skred ud og ramte et vejtræ på Ledreborg Alle.
Rådyret blev ikke ramt, og træet havde heller ikke taget skade som følge af påkørslen, men den 40-åriges bil måtte bugseres væk fra uheldsstedet. Politiet har blot registreret omstændighederne ved uheldet.



Lørdag – søndag:

 

Kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Åtoften, Solrød Strand

Kl. 08.52 kontrollerede politiet en personbil, som var blevet ført ad Åtoften. Bilen var ført af en 68-årig mand fra Solrød Strand, som ikke kunne fremvise noget kørekort. Han var ædru og oplyste, at han var frakendt kørekortet, hvilket politiet fik bekræftet ved en nærmere kontrol af hans personlige forhold.

Denne kontrol afslørede så også, at morgenens kørsel i bilen var fjerde gang inden for blot to måneder, at den 68-årige blev afsløret i at køre bil, selv om han var frakendt kørekortet og derfor ikke måtte være fører af et køretøj, hvortil et kørekort kræves.
Politiet sigtede derfor den 68-årige for kørsel i frakendelsestiden og gjorde ham samtidig bekendt med, at hans personbil blev beslaglagt med baggrund i de gentagne kørsler i frakendelsestiden.

Den 68-årige acceptererede beslaglæggelsen og kan nu forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagen om kørsel i frakendelsestiden og spørgsmålet om endelig konfiskation af hans bil skal afgøres.

Brand i pillefyr – Holbækvej, Jyderup – Holbæk

Kl. 10.13 rykkede brandvæsnet ud i anledning af en melding om ildebrand i en garagebygning.
Brandvæsnet kunne sammen med politiet konstatere, at et pillefyr havde udviklet en del røg, hvori beboeren – en 54-årig mand – havde forsøgt at slukke pillefyret.
En ambulance blev tilkaldt for at tilse den 54-årige, og brandvæsnet fik konstateret, at en udluftning i garagebygningen skulle foretages. Der var ikke sket skade på nogen bygninger eller personer, hvorfor politiet ikke foretog sig yderligere.

Påvirket mand havde hash på sig – Oddenvej, Yderby Lyng, Sjællands Odde – Odsherred

Kl. 11.34 fik politiet en anmeldelse om, at en spirituspåvirket mand befandt på en bænk i færgeterminalen og formentlig ikke kunne tage vare på sig selv.
Politiet fik kontakt til en kraftigt spirituspåvirket, 48-årig mand uden fast bopæl, som ikke umiddelbart var i stand til at kunne klare sig selv, idet han havde mindre og behandlingskrævende skrammer i hovedet. Han blev derfor frihedsberøvet og bragt til skadestuen i Holbæk til undersøgelse og eventuel behandling. Her forblev han indlagt midlertidigt også til afrusning.

Forinden ankomsten til skadestuen havde politiet fundet den 48-årige i besiddelse af knap 14 gram hash, som blev beslaglagt som bevis i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Den 48-årige vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagen om besiddelse af hashen skal afgøres.

Færdselsuheld – Planetvej, Jyllinge – Roskilde

Kl. 14.06 var en 49-årig mand fra Jyllinge forulykket i sin personbil, som han havde ført ad Planetvej i sydlig retning i Jyllinge.
Det viste sig, at den 49-årige p.t. af ukendte årsager havde påkørt en parkeret bil, hvorefter han havde påkørt en lygtepæl. Vragdele fra den 49-åriges bil som følge af påkørslen af lygtepælen havde ramt endnu en parkeret personbil.
Hverken den 49-årige eller fodgængere, der færdedes på vejen på uheldstidspunktet, kom til skade ved uheldet, som politiet har optaget rapport om for at få afklaret de nærmere omstændigheder om årsagen til uheldet.

Varetægtsfængslet efter færdselsuheld (vanvidskørsel) – Værftsvej, Køge

Kl. 15.20 fik politiet en anmeldelse fra en opmærksom bilist, som kunne oplyse, at en varebil var forulykket og havde påkørt et skilt under kørsel ad Værftsvej i nordlig retning. Føreren af varebilen havde forinden kørt meget usikkert på strækningen fra Bådehavnen, hvor bilisten også var gået i stå under kørslen.
Anmelderen havde sammen med en anden bilist fået standset føreren af varebilen, så politiet kunne få kontakt til en 40-årig mand fra Litauen, men med en arbejdsmæssig tilknytning til Danmark.

Den 40-årige var kørende i en dansk varebil og blev i forbindelse med alkometertest konstateret påvirket af alkohol, så han blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel. Alkoholpåvirkningen var i en sådan grad, at alkoholkoncentrationen i en blodprøve kunne forventes at overstige to promille, hvorfor politiet kunne mistænke ham for vanvidskørsel.
Varebilen, som den 40-årige havde været fører af, havde skader på sin højre side og et punkteret bagdæk også i højre side formentlig efter påkørsel af et vejskilt på den østlige side af Værftsvej.

Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse primært for alkohol, men også for eventuelle euforiserende stoffer (mulig mistanke om cannabis), forblev den 40-årige litauer i politiets varetægt, idet han søndag blev fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Holbæk, hvor dommeren besluttede at varetægtsfængsle ham foreløbigt til den 3. november 2022 efter hjemrejselovens bestemmelser, mens politiet afventer analyseresultatet af den udtagne blodprøve.

Den varebil, som litaueren var fører af, blev beslaglagt med henblik på konfiskation, hvilket firmaejeren ikke modsatte sig. Endvidere fik litaueren selv inddraget sin førerret, så han ikke længere i Danmark må være fører af et køretøj, hvortil et kørekort kræves.

Strittende finger udløste en bøde – Ahorn Alle, Ringsted

Kl. 16.49 bemærkede en patrulje under forbikørsel af en personbil, at en mand på bagsædet tilsyneladende ikke brød sig om politiet, hvilket han tilkendegav med en strittende finger rettet mod patruljen.
Politiet standsede personbilen, der blev ført af en 25-årig mand fra Sorø og med en 25-årig mand fra Ringsted som passager på bagsædet. Passageren fortsatte sin antipati mod politiet med verbale ytringer af nedladende karakter, så politiet sigtede ham for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Ved kontrollen af bilen bemærkede politiet, at der i bilen var adskillige flasker lattergas, som havde ligget løst i bunden af bilen under kørslen. Føreren af bilen blev som den ansvarlige for transporten af syv løstliggende lattergasflasker sigtet for overtrædelse af reglerne om transport af farligt gods, som lattergasflaskerne blev anset for at være.

Politiet fandt ved kontrollen af bilen også ca. to gram pot, som den 25-årige bagsædepassager erkendte at have været i besiddelse af. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og fik i den forbindelse beslaglagt de to gram pot som bevis i sagen.
Begge sigtede kan nu forvente at høre yderligere fra politiet, når sagerne mod dem skal afgøres.

Udlænding med hash – Jernbaneplads, Holbæk

Kl. 20.20 havde politiet modtaget en anmeldelse om en mand, der måske var ved at forberede rygning af en joint.
Politiet fik i ventesalen kontakt til en 48-årig mand fra Chile, som var i færd med at rulle en joint. Da han blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer, kontrollerede politiet manden nærmere og fandt ham i besiddelse af knap 30 gram hash. Både hashen og jointen blev beslaglagt i forbindelse med en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Politiet anholdt i anledning af lovovertrædelsen den 48-årige chilener, der efter afhøring til sagen fik den afgjort straks med en bøde, som han betalte med de fleste af de penge, som han var i besiddelse af, inden sin løsladelse.

Mange biler forsamlet – Bragesvej, Køge

Kl. 22.39 fik politiet en henvendelse om, at flere biler havde kørt hurtigt på motorvejen, og at de nu var kørt ind i området ved Køge Transportcenter.
Politiet kørte til området ved transportcentret og kunne konstatere, at op imod 200 biler var forsamlet i området ved Bragesvej og Ullsvej. Føreren af bilerne kørte ikke hensynsløs og ønskede tilsyneladende ikke længere at være i området, idet de fleste bilister forsvandt fra området.
Ingen blev sigtet for noget i anledning af politiets tilstedeværelse i transportcenterområdet.

Mand ønskede ikke hjælp og blev sur på politiet – Vestergade, Holbæk

Kl. 02.49 fik politiet en anmeldelse om, at flere mænd var i slagsmål i Vestergade, hvorfor en patrulje kørte til området.
Her traf politiet kun en spirituspåvirket, 26-årig mand fra Gislinge, som oplyste, at han havde været i slagsmål med to andre, der havde overfaldet ham. Da politiet prøvede at finde ud af, hvad der var sket og tilbød den 26-årige muligheden for en straffesag, ønskede han overhovedet ikke politiets involvering i sagen og blev så sur på politiet, at han tilkendegav sin mening om ordensmagten med en strittende finger.

Den ageren medførte så en sag mod den 26-årige, som politiet sigtede for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, inde han blev sendt bort fra området. Han kan nu forvente at finde et bødeforelæg i sin digitale postkasse i nærmeste fremtid.

Diskoteksgæst med hvidt pulver på næsen – Jernbanegade, Roskilde

Kl. 03.00 ønskede personalet på et diskotek en kontrol af en gæst, som ved indgangen havde haft noget pulver omkring sin næse.
Politiet fik efterfølgende kontakt til en 18-årig mand fra Greve, som blev fundet i besiddelse af 0,9 gram kokain. Det ulovlige stof blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, som den 18-årige blev sigtet for at have overtrådt. Han kan nu forvente at få en bøde som afgørelse på sagen.

Brandundersøgelse – Hovedgaden, Borup – Køge

Kl. 04.59 fik politiet melding om, at brandvæsnet var rykket ud til en ildebrand ved en trappeopgang på Hovedgaden i Borup.
Brandvæsnet fik hurtigt slukket branden i det brændbare, som viste sig at være noget flamingo-lignende materiale sammen med resterne af noget pastasalat. Trappen førte ind til en bygning under renovering, så ingen personer havde været i fare på grund af branden.
Politiet har optaget rapport om branden i et forsøg på at fastlægge brandårsagen, som der ikke umiddelbart var nogen naturlig forklaring på.

Færdselsuheld/spirituskørsel – Dronning Margrethes Vej, Roskilde

Kl. 06.32 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en bilist havde påkørt nogle genstand og derved var forulykket.
Det viste sig, at en 20-årig kvinde fra Roskilde som fører af en personbil var kørt ad Dronning Margrethes Vej mod øst, da hun af ukendte årsager havde mistet kontrollen over personbilen. Hun påkørte dernæst en sten og en metalpæl, inden hun standsede i forbindelse med påkørsel af en hæk på en privat adresse på vejen.

Den 20-årige blev efter en alkometertest konstateret så påvirket af alkohol, at hun blev sigtet for spirituskørsel i forbindelse med uheldet, hvor ingen øvrige trafikanter var involveret. Hun fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og kan nu afvente analyseerklæringen, før hun hører nærmere fra politiet.


Søndag – mandag

 

To mænd fik forbud mod at komme på café – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 13.52 fik politiet anmeldelse fra en café i Kordilgade om, at to mænd lavede uorden på stedet. De to mænd var blevet nægtet at købe øl, da de i forvejen havde fået en tår over tørsten. Mændene nægtede at forlade caféen, og havde optrådt truende over for personalet og andre gæster. Kort efter kom de to mænd op at slås med en tredje mand foran caféen. En patrulje kørte hastigt frem, hvor de traf de to mænd, en 42-årig mand fra Kalundborg og en 36-årig mand fra Svinninge, som blev sigtet for at overtræde restaurationsloven for deres opførsel på caféen. Den tredje mand, som havde deltaget i slagsmålet, var gået fra stedet.

Den 42-årige mand var opfarende og nægtede at oplyse sit navn til patruljen, så han blev anholdt og sigtet for ikke at ville fortælle, hvem han var. Han taget med i detentionen til afrusning, og blev løsladt senere på aftenen. Den 36-årige blev bortvist fra stedet. De blev begge meddelt et forbud om at komme på caféen de næste to år, og kan derudover forvente en bøde i sagen.

Brand i skraldespand – Centervej, Høng – Kalundborg

Kl. 17.25 opstod en brand i en skraldespand ved et kontor til en spillehal i Høng centeret. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor der var kraftig røgudvikling. Alle personer blev evakueret fra spillehallen og omkringliggende butikker. Sprinkleranlægget i centeret blev aktiveret, og brandvæsnet fik slukket ilden før den spredte sig. Der skete ikke de store brandskader og ingen personer kom noget til ved branden. Der skete dog røg- og sodskader i flere butikker i nærheden af branden. Da branden var slukket blev brandstedet undersøgt nærmere. Det viste sig, at branden formentlig startede på grund af et tømt askebæger. Politiet undersøger nu, om nogen skal sigtes for at have overtrådt reglerne i beredskabsloven.

Brand i sommerhus – Maelskifterne, Rødvig Stevns – Stevns

kl. 21.54 kom et alarmopkald om brand i et sommerhus på Maelskifterne ved Havnelev Mark i Rødvig. Der var ild i udestuen, som havde spredt sig til stuen. Politi og brandvæsen kørte frem, hvor det blev afklaret, at der ikke var nogen personer i huset. Sommerhuset var under renovering, men brændeovnen havde været tændt op tidligere på dagen. Brandvæsnet var færdige med slukningsarbejdet lige før midnat.

Ilden var formenlig opstået ved loftet omkring skorstenen ved en brændeovn. Branden havde forårsaget skader på taget og omkring skorstenen, og huset blev sodskadet. Patruljen optog rapport i sagen, og brandstedet vil blive undersøgt nærmere af brandefterforskere, som skal forsøge at fastslå årsagen til at branden startede.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi