Bjæverskov er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Døgnets anmeldelser vedrørende:
Indbrud i virksomhed/forretninger:
Ingen
Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:
Lindevej, Roskilde
Indbrud i fritids-/sommerhus:
Ingen
Indbrud i skole og institutioner mv.:
Stenhusvej, Holbæk
Tyveri fra køretøjer:
Ingen
Sovende mand endte i detentionen – Jernbanegade, Roskilde
Kl. 06.54 onsdag morgen fik politiet en henvendelse fra en borger om, at en tilsyneladende hjemløs mand lå og sov på gulvet i ventesalen på Roskilde togstation. Mandens bukser var trukket lidt ned, og han havde tilsyneladende også tisset i nærheden af det sted, hvor han lå.
Politiet fik på togstationen kontakt til en formentlig både spiritus- og narkopåvirket, 48-årig mand fra Humlebæk, der ikke blev skønnet i stand til at tage vare på sig selv på grund hans tilstand, såfremt han blev bortvist fra stedet. Politiet frihedsberøvede ham derfor og fik ham efter et lægetilsyn anbragt i detentionen på politistationen i Roskilde frem til midt på eftermiddagen, hvor han blev skønnet i stand til at kunne klare sig igen. Manden blev ikke sigtet for noget ud fra disse omstændigheder, hvor der tilsyneladende er mest behov for en social indsats.
Kl. 17.55 kontaktede personalet på Roskilde Bibliotek politiet for at bede om hjælp til at vække og bortvise en sovende mand på biblioteket.
Politiet fik på biblioteket vækket manden, der viste sig at være den samme mand, som politiet havde løsladt fra detentionen få timer tidligere.
Manden havde siden løsladelsen indtaget en del alkoholiske drikke, for han blev nu skønnet så påvirket af spiritus, at det eneste forsvarlige var at få ham transporteret til afrusning på en skadestue under opsyn af sundhedsfagligt personale. Personalet fra en tilkaldt ambulance sørgede for transporten til en skadestue, og politiet hørte ikke yderligere om den 48-årige mand i løbet af aftenen og natten.
Færdselsuheld – Klippingevej / Damgårdsvej, Strøby – Stevns
Kl. 07.13 var en to bilister stødt sammen i krydset Klippingevej – Damgårdsvej, men uden at der var sket personskade som følge heraf.
Det viste sig, at en 41-årig mand fra Strøby var kørt i en varebil ad Damgårdsvej mod nordøst frem vigelinjen ved Klippingevej. Efter at have orienteret sig begyndte den 41-årig en svingning til venstre ad Klippingevej mod nordvest, men blev strejfet af en personbil, som en 21-årig mand fra Store-Heddinge førte ad Klippingevej i samme retning.
Den 21-årige forsøgte at undgå sammenstødet ved en kraftig opbremsning og en undvigemanøvre, men forgæves.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få belyst omstændighederne nærmere ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.
Færdselsuheld – Tranevej, Høng – Kalundborg
Kl. 08.47 havde en 34-årig kvinde fra Gørlev Sj. mistet kontrollen over den personbil, som hun førte ad Tranevej mod vest i Høng.
Formentlig på grund af glat føre påkørte hun først en hæk, inden hun ramte en lygtepæl i en privat indkørsel, hvor hun til sidst ramte en parkeret bil.
Den 34-årige blev bragt til skadestuen til kontrol, men var sluppet uden behandlingskrævende skader som følge af uheldet, som politiet registrerede omstændighederne ved.
Bekymring for barns ve og vel blev bestyrket – Kalundborg
Onsdag morgen rykkede en patrulje fra forebyggelsesafdelingen ud til en adresse i Kalundborg by med baggrund i en bekymring for et barns ve og vel i en familie, der måske var brugere af narkotika. Narkohunde var derfor taget med til adressen, såfremt der måtte være grundlag for at bruge dem.
Politiet fik på adressen kontakt til barnets 29-årige mor, der havde sendt barnet i skole. Politiet fik dog en mistanke om, at der måske kunne være narkotika på adressen, hvorfor bopælen blev undersøgt nærmere.
På adressen fandt politiet ca. 18 gram kokain i forseglede poser og ca. fem gram skunk samt en sovende, 30-årig mand fra Kalundborg, der opholdt sig på stedet. Han erkendte at være ansvarlig for kokainen, mens kvinden påtog sig ansvaret for den fundne skunk.
De ulovlige effekter blev beslaglagt i forbindelse med sigtelser for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Da kokainens indpakning kunne tyde på mulig handel med stoffer, blev den 30-åriges bopæl også ransaget, men uden fund af yderligere stoffer.
Begge sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet og måske også fra de sociale myndigheder, idet politiet ud fra disse omstændigheder både hos kvinden, men også ud fra de faktiske forhold på mandens bopæl fik en bekymring for forholdene på begge bopæle. Derfor udfærdigede politiet også rapporter til underretning af de sociale myndigheder, så kommunen kan afgøre, hvorvidt de to sigtede skal tilbydes sociale hjælpeforanstaltninger.
Brandundersøgelse – Vindegårdsvej, Bjæverskov – Køge
Kl. 10.00 slog en håndværker på arbejde på en ejendom på Vindegårdsvej alarm til brandvæsnet, efter at strømmen først var gået, og kort efter kunne der konstateres røgudvikling fra en længe på ejendommen.
Brandvæsnet og politiet kunne konstatere, at der var ildebrand i et hovedhus i en af længerne på ejendommen, hvor der ikke var nogen hjemme.
Branden i huset udviklede sig kraftigt, så en længere brandslukningsindsats blev iværksat, herunder fjernelse af dele af tagkonstruktionen for at kunne foretage den nødvendige brandslukning.
Først på eftermiddagen var ilden blev slukket, men brandvæsnet måtte senere på eftermiddagen retur til stedet, idet ilden igen var blusset op.
Ingen kom til skade ved branden, og politiet vil torsdag undersøge brandstedet nærmere i et forsøg på at finde den konkrete årsag til brandens opståen.
Færdselsuheld – Odsherredvej, Nykøbing Sj. – Odsherred
Kl. 11.15 anmeldte en 31-årig mand fra Ruds-Vedby, at han kl. ca. 09.15 havde været impliceret i et færdselsuheld, da en anden bilist foretog en vending på Odsherredvej lidt syd for krydset ved Vesterlyngvej.
Den anden bilist foretog en trepunktsvending, men fik i forbindelse med den afsluttende del af manøvren køretøjets bagende så langt over i den 31-åriges færdselsretning, at den 31-åriges bil strejfede modpartens kofanger.
Påkørslen skete i forbindelse med en kraftig opbremsning og en undvigemanøvre, men den 31-årige mistede kontrollen over sin bil og kørte ud i rabatten. Han var dog i stand til selv om at komme ind på vejen igen, men modparten kørende i en hvid stationscar / personbil var forsvundet.
Politiet har nu optaget rapport om sammenstødet i et forsøg på at få identificeret modparten.
Mange bukser stjålet fra fortovsudstilling – Kordilgade, Kalundborg
Kl. 13.26 anmeldte personalet fra en herretøjsbutik i Kordilgade, at der var blevet stjålet mange herrebukser fra et bord i fortovsudstillingen. Et kvindeligt vidne havde under ophold på cafe på den modsatte side af gaden set, at en mand havde stjålet de mange bukser, hvorefter vidnet havde underrettet butikspersonalet.
Politiet optog rapport om tyveriet af i alt 44 par bukser til en samlet værdi af knap 19.000 kr. og kunne hurtigt i forbindelse med efterforskningen identificere en mistænkt mand i 30-erne fra Kalundborg for at stå bag tyveriet.
Den mistænkte blev eftersøgt flere steder i Kalundborg-området, men uden at blive fundet, så politiet fortsætter eftersøgningen af ham med henblik på afhøring til sagen samt et forsøg på at finde frem til de stjålne bukser.
Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Herfølge – Køge
Kl. 17.04 var det sket et sammenstød i den tætte myldretidstrafik i sydlig retning på Sydmotorvejen ud for Herfølge.
Det viste sig, at en 66-årig mand fra Vordingborg i en personbil kørte i overhalingssporet i sydlig retning med en 52-årig mand fra Næstved i en personbil bagefter.
Da den 66-årige bremsede op på grund af kødannelse, nåede den 52-årige ikke at bremse tilstrækkeligt, så han påkørte den 66-åriges bil.
Overhalingssporet var spærret frem til kl. ca. 18.00, hvor de implicerede køretøjer var blevet fjernet. Politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet.
Mistænkeligt forhold – Spurvevej, Solrød Strand
Kl. 20.42 fik politiet en henvendelse fra en opmærksom, 40 årig mand, der havde undret sig over en fremmed mands adfærd på villavejen.
Der var tale om en mand på ca. 50 år, ca. 180 cm høj, almindelig af bygning og iført sort tøj, som cyklede rundt i området med en mobiltelefon i hånden.
Anmelderen havde taget kontakt til manden, der efterfølgende var forsvundet væk i retning mod Solrød Strandvej.
Politiet fandt ikke den fremmede mand for at få afklaret hans ærinde i området, men vil gerne rose anmelderen for at have ageret på den måde, som der anbefales i Nabohjælps-indsatsen for at undgå f.eks. indbrud i private boliger.
Spiritus-/narkokørsel uden førerret mv. – Køgevej, Roskilde
Kl. 21.15 standsede politiet en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet, da føreren under kørsel ad Køgevej mod syd ved broen over Holbækmotorvejen kørte mod færdselsretningen.
Bag rattet i bilen sad en 21-årig mand fra Roskilde, som ikke havde erhvervet sig et kørekort og derfor ikke måtte være fører af personbilen. Desuden blev han konstateret påvirket af alkohol og kokain under kørslen, så han blev også sigtet for både spiritus- og narkokørsel i bilen.
Den 21-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer, så han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne foreligger.
Bilejeren – en 41-årig kvinde fra Odsherred – kan også forvente at blive sigtet for overtrædelse af færdselsloven, idet hun som bilejer har overladt føringen af køretøjet til en person, der ikke lovligt kunne være fører.
Færdselsuheld – Kalundborgmotorvejen, Holbæk
Kl. 22.36 forulykkede en 18-årig kvinde fra Roskilde, da hun som fører af en personbil ad Kalundborgmotorvejen i nordøstlig retning ved motorvejskryds Holbæk mistede kontrollen over bilen.
Hun påkørte derfor autoværnet i den vestlige side af vejen, men ingen andre trafikanter blev involveret i uheldet. Den 18-årige blev i en tilkaldt ambulance bragt til skadestuen til kontrol, men var sluppet fra uheldet uden behandlingskrævende skader.
Motorvejen var kortvarigt afspærret med en skiltevogn i forbindelse med oprydningen efter uheldet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved.
Narkokørsel – Servicevej, Køge
Kl. 22.58 blev en 34-årig mand fra Kalundborg sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han førte ad Servicevej. Baggrunden herfor var deltagelse i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af kokain under kørslen.
Den 34-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.