Nyt fra Bjæverskov i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Bjæverskov er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Døgnets anmeldelser vedrørende:

 

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Hyldegårdsvej, Ringsted
Karlslunde Centervej, Karlslunde

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Æblehaven, Solrød Strand (forsøg)
Brydevangen, Køge

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Osvejen, Bjerge Sydstrand, Store-Fuglede
Næsvej, Ordrup, Fårevejle St.

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Hjortholmvej, Tølløse (forsøg)

Tyveri fra køretøjer:

Nyvej, Bjæverskov


Narkokørsel – Adelers Alle, Fårevejle St. – Odsherred

Kl. 09.35 blev en 35-årig mand fra Amager anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel i en personbil, som han førte ad Adelers Alle.

En narkometertest havde nemlig givet udslag for påvirkning af både cannabis og kokain under kørslen, så den 35-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden sin løsladelse.

Narkokørsel – Lillevangsvej, Greve

Kl. 11.25 sigtede politiet en 27-årig mand fra Ishøj for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han førte ad Lillevangsvej mod nordøst.

Baggrunden for sigtelsen var en narkometertest, der havde givet udslag for påvirkning af cannabis under kørslen, så den 27-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Indbrud i sommerhus – Næsvej, Ordrup, Fårevejle St. - Odsherred

Kl. 12.45 anmeldte brugerne af et sommerhus på Næsvej, Ordrup, Fårevejle St., at store dele af møblerne mv. var blevet stjålet i forbindelse med et indbrud i sommerhuset siden søndag eftermiddag, hvor sommerhuset var blevet forladt.

Politiet kunne konstatere, at en rude i en glasdør var blevet knust for at skaffe sig adgang til sommerhuset, hvorfra møblement i form af bl.a. spisestuestole, 3+2 personers sofa, flere lamper, lænestol, sofabord og en boremaskine var blevet stjålet ved indbruddet.

Sommerhuset blev undersøgt for spor efter indbrudstyven(e), og politiet afventer nu resultatet af, om nogle brugbare spor kan være med til at identificere nogen mistænkte.

Politiet vil i ventetiden på resultatet af de tekniske undersøgelse gerne høre fra personer, der måtte have set mistænkelige køretøjer eller personer på Ordrup Næs i perioden fra søndag eftermiddag og frem til tirsdag middag ud fra politiets tese om, at et køretøj kan være blevet anvendt til transport af de stjålne møbler mv. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld – Østerlyngvej, Nykøbing Sj. – Odsherred

Kl. 17.16 fik politiet en melding om, at en bilist var forulykket på Østerlyngvej og havde påkørt en elmast.

Det viste sig, at anmeldelsen kom fra andre forbipasserende på uheldsstedet, der havde forsøgt at hjælpe en 67-årig kvinde, der var forulykket i sin schweiziske bil.

Politiet fik tilkaldt en ambulance, hvis personale tilså kvinden, som politiet efterfølgende bragte til ophold hos noget familie i Nykøbing Sj.-området.

Årsagen til uheldet formodedes at være et ildebefindende under kørslen ad Østerlyngvej i sydlig retning, og ingen øvrige trafikanter blev involveret i uheldet.

Kvindens bil blev efterfølgende bugseret væk fra stedet, idet den ikke selv kunne køre fra stedet og i øvrigt var til ulempe for færdslen på vejen.

Politiet registrerede blot omstændighederne uheldet.

Færdselsuheld / narkokørsel – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 18.36 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld i det østgående spor på Holbækmotorvejen ved Roskilde, hvor to bilister var impliceret i et sammenstød omtrent mellem afkørsel 11 Roskilde SØ og 10 Roskilde Ø.

Det viste sig, at en beskadiget personbil, som en 38-årig kvinde fra Allerød havde været fører af, holdt i overhalingssporet, mens en anden involveret personbil, som en 43-årig mand fra Nykøbing Sj. havde været fører af, holdt i nødsporet længere mod øst.

Begge parter var uskadte efter sammenstødet, der ifølge parterne og vidner var sket under kørsel i østlig retning, da den 43-årige på grund af højere hastighed havde påkørt bagenden af kvindens bil.

Den 43-årige blev skønnet påvirket af narkotika, og mistanken herom blev bestyrket, da hans deltagelse i en narkometertest indikerede påvirkning af kokain under kørslen. Han blev derfor anholdt i forbindelse med sigtelsen for narkokørsel i forbindelse med uheldet.

Ved visitationen efter anholdelsen fandt politiet den 43-årige i besiddelse af ca. 0,5 gram ketamin samt en ulovlig foldekniv, så han blev også sigtet for overtrædelse af både lov om euforiserende stoffer og knivloven.

Politiet foretog tillige en ransagning af den 43-åriges bopæl, hvor yderligere ketamin samt noget pulveriseret stof blev fundet og beslaglagt til sagen.

Den 43-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

En bilinspektør blev tilkaldt til uheldsstedt for at undersøge de implicerede køretøjer nærmere, så bilinspektøren senere i en erklæring kan udtale sig om de implicerede parters hastighed på uheldstidspunktet.

Motorvejen i det østgående spor var lejlighedsvist kortvarigt spærret i forbindelse med fjernelse af de implicerede køretøjer.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet og afventer nu både analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve og bilinspektørens erklæring, før politiet kan tage stilling til eventuelle overtrædelser af færdselsloven.

Hundelufter fandt stjålet bil – Bygaden, Kirke-Hyllinge - Lejre

Kl. 20.14 henvendte en mandlig hundelufter sig til politiet, fordi han havde observeret en personbil, som måske kunne være stjålet, og som havde påkørt nogle ting på parkeringspladsen ved skolen på Bygaden i Kirke-Hyllinge.

Politiet kørte til stedet og kunne konstatere, at der ganske korrekt var tale om en personbil, der var blevet stjålet den 24. marts på Rosen i Holbæk. Bilen var nu forladt, men havde påkørt et skilt og en kumme på parkeringspladsen.

Et vidne kunne dog oplyse politiet om, at bilen tidligere på aftenen havde kørt hensynsløst rundt på parkeringspladsen, inden føreren var bakket ind i de påkørte genstande. I mørket og på afstand havde vidnet set flere personer forlade den forulykkede bil, og vidnet bemærkede, at en af personerne fra bilen var iført en hvid jakke, mens de øvrige var iført mørkt tøj.

Politiet har nu undersøgt den stjålne bil for eventuelle spor og også underrettet ejeren om fundet af bilen. Resultatet af de tekniske undersøgelser afventes nu i håb om, at spor kan identificere nogen mistænkte i forbindelse med kørsel i den stjålne bil.

Personer, der måtte have set bilens hensynsløse kørsel på parkeringspladsen inden uheldet eller personer på vej væk til fods fra området, må gerne kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Narkokørsel – Holbækvej, Kalundborg

Kl. 23.17 anholdt og sigtede politiet en 19-årig mand fra Kalundborg for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han havde ført ad Holbækvej i Kalundborg.

Narkometertesten havde nemlig indikeret, at han var påvirket af cannabis under kørslen, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden sin løsladelse.

En 19-årig mand fra Kalundborg, der var med som passager i bilen, blev også sigtet, idet politiet fandt ham i besiddelse af to klumper hash med en samlet vægt på ca. 1,5 gram. Hashen blev beslaglagt som bevis i forbindelse med sigtelsen for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Spirituskørsel – Egevej, Kirke-Såby - Lejre

Kl. 00.45 blev en 21-årig mand fra Tølløse sigtet for spirituskørsel i en personbil, efter at han var blevet standset som fører af bilen under kørsel ad Egevej.

Alkometertesten havde nemlig givet udslag over det tilladte, så den 21-årige fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Spirituskørsel – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge

Kl. 01.54 blev en 37-årig kvinde fra Slagelse anholdt i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel i den personbil, som hun førte ad Vestmotorvejen ved Bjæverskov.

Mistankegrundlaget var hendes deltagelse i en alkometertest, der havde givet udslag over den tilladte påvirkning af spiritus.

Den 37-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, og hun kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Tyveri fra varebil – Nyvej, Bjæverskov – Køge

Kl. 01.57 anmeldte en 25-årig mand fra Bjæverskov som bruger af en firmavarebil, at der netop var blevet stjålet værktøj fra varebilen af nogen, der var kørt fra stedet i en grålig personbil.

Politiet kørte til stedet og fik klarlagt, at et vidne var blevet vækket af et højt brag kl. ca. 01.45. Vidnet undersøgte sagen nærmere og så to personer gå et par gange mellem varebilen og en grålig personbil, som de to flygtede i kort efter.

Fra varebilen var der blevet stjålet diverse værktøj fra varerummet, som de to personer havde fået adgang til på ukendt måde. Der var umiddelbart ingen synlige tegn på opbrydning, og politiet undersøgte varebilen og området for eventuelle spor efter tyvene.

Politiet afventer nu resultatet af de tekniske undersøgelser i håb om, at en eller flere mistænkte kan identificeres. Overvågningsmateriale fra området indgår også i politiets efterforskning af tyveriet fra varebilen.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Midt- og Vestsjællands Politi.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi