Midt- og Vestsjællands Politi: Nyt fra Bjæverskov - mandag den 20. juli

dato

Bjæverskov er i nat nævnt i døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Weekendens anmeldelser vedrørende:

               

Indbrud i virksomhed/forretninger:

Ølsemaglevej, Køge
Solrød Center, Solrød Strand
Hovedvejen, Nye Glim, Roskilde
Brogade, Ringsted
Vestre Havneplads, Kalundborg

Indbrud i villa/lejlighed/landejendom:

Asylgade, Roskilde
Marius Pedersens Vej, Holbæk (3 steder)
Klostervang, Roskilde
Eget Bo, Roskilde
Grundtvigsvej, Nykøbing Sj.
Lundevej, Havnsø, Føllenslev
Frederiksborgvej, Roskilde
Solbakken, Holbæk
Sankt Clara Vej, Roskilde
Svalevænget, Ejby, Lille-Skensved
Duehusvej, Bjæverskov
Tåsingevej, Køge
Klosterparkvej, Kalundborg
Vig Hovedgade, Vig
Næstvedvej, Ringsted
Bringstrupvej, Bringstrup, Ringsted

Indbrud i fritids-/sommerhus:

Ingen

Indbrud i skole og institutioner mv.:

Elmegården, Jyderup


Musik til ulempe – hele politikredsen – hele weekenden

Politiet har i løbet af weekenden modtaget ca. 65 anmeldelser om musik til ulempe og været rundt for at vejlede borgere om at dæmpe musikken for at holde festen på et niveau, der ikke er til væsentlig gene for de omkringboende. Politiet vil gerne henstille til, at festglade borgerne viser hensyn til de omkringboende og skruer ned for musikken.

Mange danskere holder ferie herhjemme, og der skal være plads til, at alle får en god ferie. Politiet vil derfor de næste mange uger fortsætte med at køre ud til de personer, der ikke holder musikken på et passende lydniveau. Ved politiets besøg kan man risikere at få beslaglagt musikanlægget, hvis det vurderes, at det er den rette præventive foranstaltning for at genoprette ro og orden på stedet. Politiet kan også udstede bøder for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. 

Heldigvis følger de fleste borgere politiets anvisninger og skruer ned.

Gode råd om musik til ulempe:
Skal du afspille musik, uanset om du er ude eller hjemme, så husk på disse ting:

♫ Der findes personer omkring dig, som formentlig ikke vil være del af din fest.

♫ Hold lydniveauet nede i det offentlige rum og på de skæve tidspunkter af døgnet.

♫ Skal du holde fest, så giv dine naboer et praj på forhånd og oplys et telefonnummer, de kan kontakte dig på.

Oplever du, at nogen spiller for høj musik, er du naturligvis velkommen til at kontakte os. Men vi ser gerne, at du først forsøger at løse problemet selv.  Det er nemlig oftest både nemmere, hurtigere og bedre for naboskabet at løse problemet med en høflig snak.

Inden du ringer, må du derfor godt tænke over følgende:

♫ Har det stået på længe, eller er der måske kun skruet op for et par enkelte numre?

♫ Bliver der ofte spillet høj musik fra samme adresse, eller er der tale om en særlig anledning?

♫ Og allervigtigst: Har du været forbi festen og talt med deltagerne?

Lykkes det ikke, er du naturligvis velkommen til at ringe til politiet på telefon 114, og så sendes en patrulje, hvis det er muligt.


------------- 

Fredag – lørdag:


Faldt ned ad skrænt – Stevns Klint – Stevns

Kl. 10.32 rykkede redningsberedskabet og politiet ud til en redningsaktion, efter at en kvinde var styrtet ned ad klinten. Det viste sig, at en 55-årig kvinde fra Hammel var faldet 5-6 meter ned ad klinten, hvorfra hun skulle reddes fra med assistance fra en båd, som var på vej til stedet. Hun var i live og blev reddet ned i redningsbåden, der sejlede hende til havnen i Rødvig, hvorfra hun blev kørt til kontrol på skadestuen i Køge. Her kunne lægepersonale konstatere, at hun var sluppet fra styrtet med diverse knubs. Uheldet var sket, da hun ville tage en selfie ved skrænten og i den forbindelse havde fået overbalance. 

Narkokørsel på ulovlig knallert – Algade, Gørlev – Kalundborg

Kl. 12.02 anholdt og sigtede politiet en 22-årig mand fra Slagelse for kørsel på en konstruktivt ændret 30-knallert, som han førte i narkotikapåvirket tilstand. Han fik derfor udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer i blodet. Politiet sørgede for transport af knallerten til nærmere undersøgelse for konstruktive ændringer (mistanke om højere hastighed en tilladt). Når hastighedsmålingen er udført og blodprøven analyseret, vil den 22-årige høre nærmere fra politiet.

Brandundersøgelse – Helsingevej, Kirke Helsinge, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 18.02 fik politiet og brandvæsnet via alarm 112 melding om ildebrand i en beboelsesejendom efter en anmeldelse fra beboere på stedet. Tililende iværksatte straks redning af personer, der opholdt sig på førstesalen i bygningen, men som ikke kunne komme ud på grund af kraftig røg i opgangen. Kort tid efter anmeldelsen var alle reddet ud af bygningen, men tre personer blev kørt på skadestuen til kontrol for eventuel røgforgiftning. Brandvæsnet fik branden under kontrol, men kunne ikke undgå, at fire lejligheden blev ubeboelige som følge af branden, så genhusning måtte iværksættes. Branden var opstået formentlig i køkkenet hos en 50-årig kvindelig beboer, hvilket skal undersøges nærmere af politiets brandteknikere. I forbindelse med brandslukningsarbejdet var Helsingevej afspærret.

Spirituskørsel – Benløse Skel, Benløse, Ringsted

Kl. 01.20 kørte en patrulje ind ad Benløse Skel i anledning af en anmeldelse om musik til ulempe på vejen. På Benløse Skel fik patruljen øje på en mørklagt og el-drevet golfvogn, der blev ført i modsat retning ad vejen. Føreren var en 18-årig mand fra Ringsted, som var påvirket af spiritus. På golfvognen var der to unge mænd fra Ringsted som passagerer. Føreren blev sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Den 18-årige hører nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.
Musikken til ulempe for de omkringboende var stoppet, da patruljen forlod vejen med den anholdte, men politiet måtte dog senere på natten forbi stedet efter en ny anmeldelse om høj musik, hvilket afstedkom et påbud om at stoppe musikken. Det påbud blev efterkommet af festens deltagere.


Lørdag – søndag:


Spirituskørsel – Toftegårdsvej, Asnæs – Odsherred

Kl. 17.20 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 47-årig mand fra Vig for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Frustreret gæst kastede flaske efter bartender – Jernbanevej, Holbæk

Kl. 19.09 sigtede politiet en 26-årig, spirituspåvirket mand fra Holbæk for overtrædelse af restaurationsloven, efter at han havde været gæst og var blevet bortvist fra en restauration på Jernbanevej på grund af sin utryghedsskabende adfærd. Da han ville ind på en anden nærliggende restauration, var oplysningerne om hans tidligere adfærd kommet ham i forkøbet, så han fik ikke adgang. I formentlig frustration kastede han en flaske i retning mod en kvindelig bartender, som dog ikke blev ramt, men i stedet tilkaldte politiet. Den 26-årige fandt politiet på p-pladsen bag biblioteket, hvor han var både spirituspåvirket og vrangvillig, støjende samt udadreagerende ved politiets kontakt til ham. Politiet fik ham dog til at falde til ro i forbindelse med sigtelsen, som han vil høre nærmere om, når han modtager en bøde fra politiet.

Bøjede nummerplader på flere biler – Vindeboder, Roskilde

Kl. 20.22 henvendte en mandlig bilejer sig til politiet, fordi nummerpladerne på hans bil var blevet bøjet, medens den holdt parkeret ved et museum. Ifølge andre tilstedeværende kunne den formastelig være en mand, der med bare tæer gik rundt og snakkede med sig selv. Politiet kørte til parkeringspladsen, hvor fem biler havde fået bøjet deres nummerplader af en ukendt person. Manden med bare tæer var en 55-årig mand fra Veksø Sj., som ud fra diverse vidneudsagn ikke umiddelbart kunne mistænkes for at være den formastelige. Han var dog i forvejen efterlyst som forsvundet fra et nærliggende hospital, som politiet bragte ham tilbage til. De bøjede nummerplader var ifølge politiets skøn som sådan ikke blevet ødelagt.

Færdselsuheld / spiritus-/narkokørsel – Ringstedvej, Mørkøv

Kl. 20.48 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, idet en bil var forulykket og nu lå på taget på en mark. Det viste sig, at en 20-årig mand fra Regstrup som fører af en personbil var kørt ad Ringstedvej mod nord, da han i et højresving mistede kontrollen over bilen, som forulykkede og endte på en mark vest for vejen. Den 20-årige blev anholdt og sigtet for spiritus-/narkokørsel i personbilen, hvor en 19-årig kvinde og en 20-årig mand havde været passagerer. Kvinden var sluppet uskadt fra solouheldet og var gået fra stedet, da politiet traf hende. Den 20-årige passager blev kørt til skadestuen til kontrol, men var også sluppet fra uheldet med diverse knubs. Den 20-årige måtte også en tur på skadestuen, men for at få udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol/euforiserende stoffer, hvorefter han blev løsladt. Vejen var omkring kl. 22.45 kortvarigt spærret, da et bugseringskøretøj skulle trække det forulykkede køretøj væk fra uheldsstedet.

Spirituskørsel – Gymnasievej, Køge

Kl. 01.30 anholdt og sigtede politiet en 51-årig mand fra Køge for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Færdselsuheld – Slagelsevej / Møllevej, Jyderup – Holbæk

Kl. 02.01 rykkede politiet ud efter en anmeldelse om, at en bilist var forulykket og kørt i grøften. På uheldsstedet traf politiet en spirituspåvirket, 27-årig kvinde fra Ruds-Vedby, som blev anholdt og sigtet for spirituskørsel i den forulykkede bil, der var havnet i en ca. tre meter dyb grøft. Den 27-årige var ikke kommet til skade i solouheldet, der skete efter kørsel ad Slagelsevej i sydvestlig retning. Hun blev bragt til et sygehus for udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, hvorefter hun blev løsladt. Når blodprøven er analyseret, vil hun høre nærmere fra politiet.



Søndag – mandag:


Brandundersøgelse – Svanetorvet, Nykøbing Sj. – Odsherred

Kl. 07.45 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en mindre brand ved facaden på butiksbygning. Det viste sig, at der var opstået en mindre brand i en generator, hvilket havde medført mindre brandskader på stedet. Politiet skal dog undersøge brandårsagen nærmere, idet politiet har en mistanke om en kortslutning i generatoren som årsagen til brandens opståen. Ingen personer kom til skade ved branden.

Arbejdsulykke – Vestre Hedevej, Roskilde

Kl. 12.44 fik politiet via alarmcentralen oplysninger om, at en mand var kommet til skade i forbindelse med sit arbejde på en genbrugsplads. Det viste sig, at ambulancepersonale bragte en lettere tilskadekommen, 24-årig mand fra Gilleleje til skadestuen til kontrol af skulder og den ene arm, som han havde slået. Manden havde brugt en gravemaskine, som han brugte ved en stor kompostbunke. Pludselig var gravemaskinen væltet og gledet ned i et hul, så den 24-årige i den forbindelse havde slået sig. Arbejdstilsynet blev underrettet om ulykken, som myndighederne nu i fællesskab undersøger nærmere for at finde ud af, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Hensynsløs kørsel – Vestmotorvejen, Ringsted

Kl. 14.24 fik politiet en henvendelse fra en bilist om, at fører af en personbil med tilkoblet trailer både kørte meget hurtigt ad Vestmotorvejen mod vest mellem Borup og Ringsted og også tilsyneladende sad med den ene fod ud ad vinduet under kørslen. En patrulje fik ved Ringsted standset bilisten, som viste sig at være en 19-årig mand fra Helsinge. Han blev med baggrund i anmelderens observationer sigtet for uforsvarlig kørsel i bilen, hvilket den 19-årige ikke mente, at der var tale om. Han var ikke årsag til farlige situationer for andre, men vil dog alligevel høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres.

Humanitær eftersøgning – Gundsølillevej, Ågerup, Roskilde

Kl. 14.41 bad personalet på et omsorgscenter om assistance til at lede efter en 76-årig, dement mandlig beboer, som havde været forsvundet siden kl. ca. 13.30. Han var gået en tur sammen med andre, men pludselig gået en anden vej. Politiet iværksatte en eftersøgning med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, som ledte efter manden i området. Kl. ca. 15.55 fik hundepatruljen kontakt til den savnede mand, som efter omstændighederne i det varme vejr var i god behold, men dog lidt afkræftet. Politiet kørte ham retur til omsorgscentret til fornøden omsorg og afsluttede derfor eftersøgningen i området, hvor der fandtes flere vandområder.

Redningsaktion iværksat – Nørrestængevej, Orø – Holbæk

Kl. 16.57 blev et familiemedlem på stranden bekymret for en 39-årig kvinde og hendes 4-årige datter fra København K, da de under en svømmetur ved kysten var forsvundet ud af syne for familiemedlemmet på land. En redningsaktion blev derfor sat i gang, så bl.a. en redningshelikopter blev sendt til øen for at lede efter de to savnede. Kl. 17.18 kunne hele aktionen afblæses, idet politiet fandt de to savnede i god behold på land, men dog et langt stykke fra det sted, hvor de var svømmet ud.

Spirituskørsel – Rosmarinvej, Højby Sj. – Odsherred

Kl 17.50 standsede færdselspolitiet en bilist, der anvendte håndholdt mobiltelefon under kørslen. Der var tale om en 57-årig mand fra Højby Sj., som også blev anholdt og sigtet for spirituskørsel i forbindelse med færdselskontrollen. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og vil høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

To knallerttyve skabte uro – Søndre Parkvej, Ringsted

Kl. 20.42 standsede en patrulje to mænd, der kørte på to knallerter. Mændene var 21 og 22 år fra Ringsted og kørte på hver sin stjålne knallert på Søndre Parkvej. Begge blev sigtet for uberettiget brug af de stjålne knallerter. I ventetiden på transport af knallerterne forsøgte den 22-årige at pifte patruljebilens dæk, ligesom han forsøgte at ødelægge nummerpladerne på politibilen ved at bøje/brække dem af. Det medførte en anholdelse af den 22-årige, hvorefter den 21-årige også begyndte lave uro i området, så flere patruljer måtte tilkaldes til at tage sig af ham for at få skabt ro i området igen. Det skete ved en frihedsberøvelse af den 21-årige, der blev bragt til politistationen i Roskilde, indtil han var faldet til ro. Den 22-årige blev i forbindelse med sin anholdelse anbragt i patruljebilen, men fik med hjælp af en medbragt nøgle frigjort sig af håndjernene, så han flygtede fra stedet. Han havde dog politiet i hælene og blev kort efter atter frihedsberøvet, så han også kunne blive transporteret til politistationen i Roskilde til afhøring til nu også en sag om overtrædelse af straffelovens bestemmelser om både hærværk og om at flygte fra politiet som anholdt. Begge anholdte blev løsladt i løbet af de sene aftentimer og først på natten efter afhøring til sagerne, som begge kan forvente at høre nærmere om, når de skal afgøres.

Brandundersøgelse – Nørre Alle, Kalundborg

Kl. 03.22 fik politiet via alarm 112 melding om ildebrand i en personbil, der stod tæt på gavlen til en beboelsesejendom. Ved politiets ankomst til brandstedet var bilen fuldstændig overtændt og stod trods brandvæsnets indsats ikke til at redde. Der havde ikke været fare for, at ilden ville brede sig til beboelsesejendom, så ingen personer havde været i fare. Under den foreløbige efterforskning af brandsagen fik politiet oplysninger om, at to unge mænd i 15-17 års alderen var kørt fra området på én knallert. De var begge iført mørkt tøj, den ene dog med trøje med markant hvidt ærme, medens den anden herudover var iført en styrthjelm. Politiet fandt ikke de to unge mænd for at afhøre dem om deres færden i området, idet brandårsagen ud fra de foreløbige undersøgelser tyder på, at der kan være tale om en kriminel handling. Bilejeren er underrettet om bilbranden, som politiet nu efterforsker yderligere.

Politiet i Kalundborg hører gerne fra enten de to unge mænd på knallerten eller fra personer, der har bemærket dem i området i nattetimerne. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

 

OPFØLGNING: 


Dom for besiddelse af skydevåben - Jyderup – Holbæk

Den 16. april var politiet med en narkohund på en adresse i Jyderup, hvor der var mistanke om, at der blev opbevaret narkotika på stedet. Lejligheden blev ransaget, men der blev ikke fundet narko. Til gengæld fandt politiet et oversavet jagtgevær og tre tilhørende patroner. To mænd, en 33-årig og en nu 22-årig begge fra Holbæk blev varetægtsfængslet dagen efter, og den 16. juli faldt der dom i sagen. Den 22-årige fik fire måneders fængsel, mens den 33-årige fik to år og tre måneders fængsel, da det blev lagt til grund, at det var ham, der havde anskaffet sig geværet. De modtog begge dommen.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi